Miljø og forbrugsbeskatning

March 25th, 2009 by Tim Sønderby

Officilt er vi alle meget store tilhængere af af værne om miljøet og passe på naturen, alligevel har vi store problemer med CO2-udslip, for ikke at tale om diverse harzarde stoffer som bliver slupper ud i naturen. Dette er i hovedtræk industrien som står for denne udledning. I sidste ende er det dog forbrugerne, som aftager denne “energi” og som yderligere forbruger en masse. Og desværre er der er grim tendens til at man trods den store opmærksomhed som miljø og kilma får i disse tider, forbuger vi stadig store mængder energi. Men hvad er egentlig den aktuelle energi situation og hvad kan og bør man gøre for at forbedre situationen?

Jeg vil her vise en kurve for indutriens energiforbrug og CO2-udslip fra de sidste 15 år.

image

Kilde: dst.dk

Som det ses af kurven er hele energi forbruget faldet over de sidste 10 år, faktisk med hele 20%. Dette fortæller at vi er blevet meget mere energieffektive, i samme periode(1996-2005) er CO2-udslippet faldet 26%. Dette fortæller i kortetræk at vi blevet markant bedre til at udnytte energien, omend det ikke fortæller hvormeget mindre/mere forbrug det skal dække. Det meste er denne energi reduktion har i høj grad været forårsaget af lovgivning, særligt når man tænker på CO"2-udslippet. Det interessante er imidlertidig den udvikling vi er i gang med i øjeblikket hvor vi rent faktisk ser at forbrugerne i langt højere grad er blevet opmærksom på hvormeget deres produkter forurener når de bliver produceret eller når man bruger dem, fx biler.

Dette er en konsekvens af at forbrugerne er blevet oplyst igennem forskning. Men i samme periode, som forbrugerne er blevet mere og mere bevidste omkring disse ting, politikkerne været fremme i skoen og tænk, at dette er en god mærkesag at sige at man vil stramme op i miljøpolitikken, ved at udstede flere love og dekreter. Men men den netop forklarede tendens er det så overhovet nødvendig at at steme lovgivningen mere op?

Burde man i stedet for ikke sige: Ok der er faktisk et ønske om at være miljø bevidst, lad og gøre det rentabelt at være det, i stedet for at tænke at dette er der penge i hvis vi bare sørger for at sætte høje afgifter på det. Det er naturligvis smart og siker også nødvendigt for at have magten, men en usmagelig måde at inddrive skattekroner på.

 

Det grønne skattetryk 1970-2009

 

Det ses med stor tydelighed hvorledes man i 90’erne har benyttet sig af grønne afgifter til at fortælle forbrugerne/borgerne, hvad man ikke bør køde. Man lægger dog heller ikke skul på hvad man har af intention med afgifterne

på skatteministeriets hjemmeside står der således:

De såkaldte grønne afgifter har eksisteret længe og er blevet opkrævet i mange år, men i løbet af 1990erne fik begrebet grønne afgifter en mere fremtrædende plads i danskernes bevidsthed. De er vokset i omfang – både for husholdninger og virksomheder, og Danmark har lagt sig i front blandt de lande, som målrettet indarbejder miljøhensynet i skattesystemet.

Formålet med grønne afgifter er at påvirke virksomhedernes og forbrugernes beslutninger, så de tager mere hensyn til miljøet. Den grønne afgift svarer ideelt set til de miljøomkostninger, der er forbundet med at fremstille og forbruge varer.

Hvorvidt en afgift er grøn afhænger af, om afgiften virker miljøforbedrende. En afgift defineres således som grøn, hvis den medfører adfærdsændringer, der bidrager til et bedre miljø.

kilde: http://www.skm.dk/tal_statistik/skatter_og_afgifter/675.html

Det pardoksale ligger i at man i mange tilfælde i dag faktisk godt kan vælge et miljø rigtig produkt til trods for at man ikke nødvendigvis bliver straffet for at købe det modsatte.

Og er det den rigtige måde at styre folk vaner på ved altid staffe den “dårlige” opførelse frem for at fremme den gode opførelse. Er dette ikke blot et dække for at der skal nogle skattekroner i statskassen, på en ikke altid særlig smagfuld måde omend vi nok alle kan blive enige om det er vigtigt at beskytte naturren.

 

Så hvis man virkelig ville miljøet det bedste burde man overveje en anden strategi, og give grønne afgiftslettelser på miljørigtige produkter.

Er du social bevidst? Hvorfor stemmer du så socialistisk??

March 24th, 2009 by Chris Lassen Jensen

Af Chris Lassen Jensen

I dagens Danmark er socialt ansvar et begreb, som høres tit og ofte, men som næsten ligeså tit og ofte er misforstået.

Det skulle ellers tænkes, at den udprægede socialistiske statsform, var garanten for socialt ansvar, men det er ikke tilfældet. Dette bunder i socialismens tilgang til mennesket.

For socialisten er mennesket ikke socialt – derfor skal det socialiseres. Når mennesket ikke er socialt kan det derfor heller ikke vide bedst hvad, som er rigtigt for mennesket selv. Denne socialisering (som socialistiske sociologier ynder at studere og gymnasieelever læres som selvfølge) skal altså foregå i kollektivet – staten.

Når ALLE skal socialiseres til det rigtige liv, betyder det også, at alle skal hjælpes af staten. Dette medfører to grupper:

1) Den stærke borger. En borger som typisk ville kunne klare sig selv, men som igennem socialiseringen, ideen om ét rigtigt liv, gøres afhængig af staten. Staten sørger for uddannelse, helbred, pension – men også morale. Således skabes velfærdsnarkomanen. Sunde og raske individer, som staten ikke behøver at hjælpe, men som ved hjælp får frataget ansvaret og friheden for deres eget liv. En negativ spiral påbegyndes, og de bliver afhængige.

2) Den svage borger. Borgeren, som behøver hjælp, men på grund af tanken om det rigtige liv opgives. Det rigtige liv om et arbejdende menneske som skal socialiseres. Så snart de hverken kan arbejde eller socialiseres optimalt, opgives de som individer, og bliver ofre for denne kassetænkning. Som kompensation får borgeren smidt penge efter sig. Det er bare ikke hvad der behøves. Den svage borger har typisk brug for respekt. Respekt for, at trods de har mangler og har brug for hjælp, stadig kan bidrage til samfundet. Når en handicappet mand står for enden af et kassebånd i en forretning og pakker varer i USA, udbryder socialisten: EJ! Det er altså alt for galt! Det kan da ikke være et rigtigt liv! – JO! De er ikke hjælpeløse. Deres liv får langt større mening af faktisk at bidrage med et eller andet, på markedsvilkår. De skal have hjælp. Hjælp til selvhjælp. Af respekt.

Af disse to borgere skal staten hjælpe den sidste! Den første borger kan klare sig selv, og jo mere man hjælper, jo svagere og mere afhængig gør man dem. Hvis de bliver svagere og mere afhængige betyder det mere og mere, at de får hjælp, hvorfor de rigtig svage glemmes, da de er et fåtal. ¬Kun de svageste skal have statslig hjælp, og kun hvis samfundet ikke kan mobilisere sig til at hjælpe dem.

For mig er mennesket socialt af natur. Det har ikke behov for at blive socialiseret, da det allerede er socialt (man ser heller ikke laverestående væsner som aber, løver, antiloper har behov for at blive socialiseret). Mennesket ved altså bedst selv hvad er godt for det, og derfor ikke påduttes ”det rigtige liv” gennem socialisering. Den brede befolkning er derfor ligegyldig i socialpolitisk forstand.

Det kapitalistiske system anklages tit for ikke at kunne varetage noget socialt ansvar. Dette er jeg fuldstændig uenig i. Det kapitalistiske system fremskynder vilje og evne, og opfylder hele markedet. Der er derfor brug for alle mennesker, og for mig har det kapitalistiske system lige så meget respekt for den handicappede, som pakker varer, som den har for den dygtige direktør. Respekten ligger nemlig i anerkendelsen af man er noget værd. Ikke fordi man er menneske, men fordi man bidrager. I et socialistisk system skal der være lighed, og man belønnes derfor ikke efter evne, men udelukkende fordi man er. Kun tanken om et ”rigtigt liv” kan tilskynde, at den handicappede er mindre værd end direktøren. Dette er manglende respekt for mennesket, og fremmer på ingen måde det sociale ansvar.

Socialt ansvar er derfor først og fremmest mit, min families, mine venners og mit samfunds, og samfundet skal kun bruge staten til at varetage ansvaret i de uoverkommelige tilfælde.

Det var et herligt KU møde!

March 22nd, 2009 by christian

Af Christian Tingleff

Landsrådet er veloverstået og vi har igennem 2 dage, diskuteret en masse politik. Men hvor meget var ren ideologi og var meget ”praktisk” politik.

Ideologier er en gammel tankegang, som går mange år tilbage. Ideologier ligger selve fundamentet for, hvor folk placerer sig politisk. Men bruger folk i dag ideologierne til, at danne sit politiske synspunkt? Mange i KU og ungdomspolitiske organisationer vil nok, da unge som engagerer sig i ungdomspolitik, må have en hvis interesse i at forstå deres ideologi. Men ville en gennemsnitsdansker bruge ideologien til, at danne sig sin politiske mening? Svaret på dette ville nok være nej. Individet vil nok, sætte sit kryds ud fra, hvilket holdninger der kommer under valgkampen eller enkeltsager mellem de ca. 4 år, før der er valg igen. Man kunne kalde dette praktiske eksempler, da det er noget individet oplever praktisk i sin hverdag, noget man ønsker praktisk forbedret. Dermed er det ikke ideologien man sætter sig ind i, når man sætter sit kryds, men eksempler fra ens hverdag.
Nogle praktiske eksempler er dog, udsprunget af ideologien såsom konservative går ind for lavere skat, da vores udgangspunkt er, at når man sænker skatten på arbejde skabes der mere dynamik og at folk videst muligt, selv skal kunne råde over deres løn. Min pointe er dog bare, at det ikke er ideologien man sætter sig ind, man sætter sig ind i de praktiske eksempler fra hverdagen. Med andre ord sætter man sig ikke ind i teorien, man forholder sig til det rent praktisk.

Indlægget på bloggen ”Politi! Staten stjæler fra min pung!” og især debatten derefter beskriver min pointe meget godt. Debatten kommer til, at dreje sig om, hvorvidt staten skal kunne tage sig af folkeskolen eller samfundet selv kan oprette skoler. Folk der kigger på denne debat ude fra, vil aldrig kunne se idéen i, at samfundet selv skulle kunne oprette privatskoler, da folk ikke er nok inde i teorien/ideologien. Folk vil i stedet se det ud fra, et praktisk synspunkt om, at dette aldrig ville kunne lade sig gøre. Hvis folk derimod, havde sat sig ind i ideologien, ville folk måske bedre kunne forstå denne tankegang. Det er derfor jeg mener, at ideologier ikke kan bruges fuldt ud praktisk i dag, da folk danner meninger udelukkende fra medierne og enkeltsager. Et andet eksempel er, når individet omkring skattereformen, udelukkende kan se den er social skæv ud fra et rent praktisk synspunkt og ikke ud fra et teoretisk synspunkt.

Derfor skal vi, i KU, passe på med, at udelukkende følge vores ideologi på politiske forslag. Vi må nogle gange gå på kompromis med vores ideologi, da ideologien ikke altid, passer sammen med den faktiske virkelighed. Eksemplet er: Overvågning er farligt, da det krænker min personlige frihed ud fra et ideologisk perspektiv. Det kan da godt være den krænker den personlige frihed, men rent praktisk fungerer overvågning, da praktiske eksempler fra udlandet viser, at kriminaliteten falder. Derfor skal ideologien ikke være en hæmsko for, at sænke kriminaliteten i København.
Den gennemsnitlige ”dansker” er ikke inde i ideologier. Derfor skal ideologierne ikke altid, være en hæmsko for, at vi kan føre ansvarlig og faktuelt rigtigt politik. Jeg vedkender mig dog, at ideologien danner rammen for det politiske synspunkt, men kan og skal ikke bruges i alle sager.

Det var et herligt KU møde!

Autoriteter i samfundet

March 20th, 2009 by Steffen Mølgaard Hansen

Af Steffen Mølgaard Hansen

Autoriteter er en vigtig del, af det samfund vi lever i, det er vigtigt, at man lærer og respekterer folk som disse, hvis disse da også kan finde ud af at fungere som autoriteter. Den frie opdragelse er skadelig, og staten er et værktøj, samfundet bør bruge til at overholde de moralske principper, som samfundet står for.

Hvis opdragelsen bliver for fri, og unge mennesker selv får lov til at bestemme, hvad de vil gøre, vil opdragelsen i det lange løb slå fejl. Terents pegede på dette i hans komedie “Brødrene”. Når man hører om folkeskolelærer, der bliver slået af deres elever, bunder det vel i at lærerne ikke længere fungere som samme autoritet, som de tidligere har gjort det. Hvis man fortsætter en alt for fri opdragelse af unge mennesker, vil de ikke på samme måde som tidligere, dele de samme moralske principper som samfundet består af.

Når kriminaliteten blandt 10-14-årige er steget fra 280.579 tilfælde i 1998 til 353.054 i 2007, kan dette skyldes at de unge mennesker ikke længere deler de samme moralske principper som resten af samfundet, og at de unge gennem kriminaliteten udtrykker deres modvilje mod samfundet. En udvikling den frie opdragelse kan være skyld i.

Nogle ville sige at stigningen i kriminaliteten blandt unge skyldes social arv eller statens manglende omsorg. Jeg kan dog kun se den sammenhæng, at folk der siger dette, prøver at løbe fra det ansvar de som medmennesker i samfundet har. Jeg går ind for at mennesket er frit, men frihed kan kun forekomme når menneskerne i staten tager ansvar for deres egne handlinger først.

Derfor bør man fra samfundets side sørge for at opdrage børnene i de moralske principper, som samfundet består af. Man bør gå væk fra den frie opdragelse, da individerne ikke kan håndtere denne frihed. Først når de lærer at tage ansvar for deres egne handlinger, tror jeg på, at man kan give individerne frihed.

Autoriteter er en vigtig del af den måde samfundet fungerer på, de kan lærer de unge om de moralske principper samfundet består af. Den frie opdragelse medvirker til større modvilje mod samfundet, og på dette grundlag mener jeg, at man bør genoverveje den fri opdragelse, da den er skadelig for udviklingen i samfundet. Skadelig for de samfundsbestemte moralske principper.

Hvor bliver snusfornuften af???

March 19th, 2009 by cecilievogel

I Danmark er vi blevet en slave af EU og dens mange fjollede regler, som igennem tiden har hobbet sig op. En af disse regler er reglen om snus. Som reglerne er i dag må man nemlig ikke sælge snus i portioner i EU med undtagelse af Sverige, som fik lavet en særregel, da de indtrådte i EU. Men det er fuldt lovligt at sælge løs snus. Man må også gerne producere snus og købe snus – løs som i poser – over internettet for derefter at få transporteret det tilbage til Danmark. Men man bryder altså reglerne hvis man køber snusen pakket ind i en lille pose nede i den lokale kiosk. Mange trækker på deres skulder, når de høre om denne regel – og tænker ”hvad så”! Men sådan må vi ikke tænke. Er sikker på at det ville vække en del hovedrysten hvis man pludselig forbød te i poser – men fortsat måtte købe løs te. Så vil det blive kaldt vanvittig latterlig og få såvel tedrikker, som ikke te-drikker op af sofaen.

Først kan man tag argumentationen op omkring det sundhedsskadelig ved Snus – og at det skal være grunden til at man har gjort det ulovligt. Igen er det det samme ved begge produkter. Man kan måske sige at løs snus er en lille smule mere sundhedsskadelig end portion snus fordi chancen for at sluge noget af er lidt større ved det løse snus. Men ren indholdsmæssig er det det sammen. Hvis man så sætter det op imod rygning – som man jo ofte gør da det indeholder nikotin – så er snus er ca. 60 % mindre skadeligt end rygning ifølge svenske undersøgelse udført af et EU snusudvalg. Derudover kan man se på passiv rygning – som hvert år tager livet af lidt over 1000 dansker ifølge Kræftens bekæmpelse – når det kommer til snus undgår man hel passiv rygning sundhedsrisikoen. Så der må siges at være et plus på den konto.

Men selvom snus både er 60 % mindre skadeligt og ikke udsætter uskyldige mennesker for passiv rygning – så er det naturligvis stadig skadelig. Ifølge Kræftens bekæmpelse er der større risiko for kræft i mundhulen og i læberne ved daglig brug af snus.

MEN det er her at vi som konservative må slå i bordet og råbe ”frihed til at træffe vores egne valg”. For så længe det ikke går ud over andre mennesker – som passiv rygning gør – hvorfor skal snus helt overordnet så forbydes???? Må vi ikke have lov til at have valget og blive oplyst omkring faren for derefter at træffe vores eget personlige valg. Alting er farlig i større mængder og mange af de ting som er lovlig i DK kan man også blive afhængig af. Her tænker jeg specielt på tobak i alt almindelighed samt alkohol.

Personligt har jeg taget denne diskussion med en minister – hvis navn selvfølgelig vil blive undladt – og denne sagde at man ikke vil være med til at forbyde noget der er sundhedsskadelig. Man vil jo heller ikke have lovliggjort tobak i dag – hvis det var nyt sagde personen. Til dette kan man kun ryste på hovedet. For hvorfor skal et ministerium ind og gør sig til herre over hvad der er sundt og ikke sundt! Det må igen være op til det enkelte menneske at tag ansvar. For så længe at man ikke dør ved indtagelse eller udsætter andre mennesker for fare ved indtagelse, så må man selv træffe et valg.
Derfor mener jeg at man skal tillade både portion og løs snus. For det første fordi der ingen forskel er på de to produkter og derfor er det fuldstændig vanvittig at gøre forskel – og for det andet fordi at vi danskere skal have et valg. Valget skal ikke bare fjernes fordi at man ikke vil have tilladt cigaretter nu – som man gjorde i tidernes morgen. Hvis snus ikke skal tillades – så burde vi også bare forbyde cigaretter nu hvor vi er så godt i gang. Hvilket efter min mening vil være et samfund hvor ansvar og frihed fuldstændig bliver overset.

Møg (Forkælede) Studerende!

March 18th, 2009 by troelslj

Af Troels Lindblad Johansen
Hvad er Statens Uddannelsesstøtte i dagens Danmark? Definitionen er bred, og varierer fra mund til mund. Helt basalt er man vel enige om, at den er til for at sikre mad i munden og tag over hovedet på studerende. At den så i virkeligheden finansierer en nærmest konstant promille påvirkning, Ipods, mærketøj, cafe-ture, etc. er en anden sag.
Når det siges, at man som studerende i Danmark lever en tilnærmelsesvis kummerlig tilværelse, så klynker man!
Danske studerende (vel og mærke jeg selv inkluderet) er nogle klynkehoveder – velorganiserede klynkehoveder. På få dage, er det lykkedes for Danske Studerendes Fællesråd, at få godt 35.000 til at melde sig ind i Facebook-gruppen “Nej til skattekommissionens SU-forringelser – Investér i fremtidens velfærd”. I dag er medlemsantallet mere end fordoblet, gruppens fora er fyldt med væmmelses-vækkende udbrud, den såkaldte ”væg” er fyldt med perversiteter hvor gruppen bl.a. skamroser sig selv og sin tilvejebringelse af målet.
De studerendes argumenter mod Skattekommissionens forslag om, at der maksimalt skal være fire års SU (læs: Café-penge) til en videregående uddannelse, er; at alle skal have mulighed for at tage en uddannelse uanset social baggrund, at forældre skal have mulighed for at tage en uddannelse, og at studerende skal have tid til at studere frem for at arbejde.
Ikke et eneste argument er holdbart, for Skattekommissionen foreslår jo, at de studerende i stedet skal have lov til at låne penge af staten. Et såkaldt statsgaranteret lån med en forholdsmæssig lav fast rente. Her skylder man Skattekommissionen, at være opmærksom på skattefriheden ved lånet. Det nye forslag vil faktisk gøre det muligt for studerende, at hæve deres disponible rådighedsbeløb til et højere niveau. Så hverken social baggrund, forældreskab eller lyst til at studere på fuld tid vil altså med Skattekommissionens forslag skabe en økonomisk forhindring for, at de studerende kan færdiggøre deres uddannelse. Den eneste hindring vil være, hvis de studerende ikke ønsker at investere i deres egen uddannelse.
De mange studerendes krav om bibeholdelse af nuværende SU takster og regler er udtryk for en speciel form for gruppeegoisme – en rigtig selvisk og dårlig form.
En uddannelse bør anses for, at være en personlig investering i en fremtid med højere løn og et mere spændende arbejde. Hvorfor skal Claus, der af egen lomme har finansieret opstart af sin murermestervirksomhed, betale denne investering for de studerende? Hvorfor skal Peter, der selv har måttet låne 20 mio. kr. til at købe et landbrug, betale for de studerende? Hvorfor skal Camilla, der har lånt 100.000 kr. til indkøb af et fotografiapparat, fordi hun håber at kunne ernære sig som fotograf, betale for de studerende? Hvorfor mener de unge selv, at det udelukkende er kortsigtede økonomiske incitamenter, der får dem til at studerer?
Med andre ord: Hvorfor er de studerende den eneste befolkningsgruppe i dette land, som ikke skal betale deres helt private langsigtede investeringer selv? Efter min mening, er det svært at se det solidariske i ordningen. Hvilket er påfaldende når man tilsyneladende mener, at solidaritet er fundamentet for den nuværende ordning.

“Worst-case-scenario!”

March 18th, 2009 by annemettesimone

Af Annemette Simone Møller

Danmark er pt. et af de lande i verden hvor man betaler den højeste marginalskat. Men der er kraftigt brug for at skatten på den sidst tjente krone sænkes væsentligt hvis fremtidige højtuddannede generationer skal blive her.

Jo længere i uddannelsessystemet man kommer, jo tættere på rykker spørgsmålene om fremtidsdrømme og karrierevalg.
Forleden da uddannelsesvejlederen trådte ind i min 9. klasse og spurgte hvad man ville efter folkeskolen svarede et par stykker af drengene, at de ikke gad tage en uddannelse, men bare ville slappe af. Nu havde de trods alt gået hele ti år i skole. Til de fyldte atten ville deres forældre skulle forsørge dem, og som en sagde: ,,…så kan man jo bare få kontanthjælp, bistandshjælp eller noget andet penge-hjælp. Det er jo nemt nok’’.
Ordene var forhåbentlig sagt lidt i sjov, men hvis man ser bort fra det, har de jo ret.

Når man skal betale langt over halvdelen af sin løn, som man selv har slidt og slæbt for, er det da klart at man demotivere unge til at engagere sig og tage en uddannelse.
At der i fremtiden i den grad vil være mangel på ung, frisk og stærk arbejdskraft i Danmark forbedrer ikke ligefrem situationen.

Som mange andre der vil tage en uddannelse overvejer jeg da også at emigrere. Det eneste der binder os til Danmark er de sociale relationer. Det kan ganske enkelt næsten ikke betale sig for højtuddannede at leve her.

Lige nu kan man med lidt god vilje godt sige at marginalskatten i Danmark fungerer fint: Ingeniøren betaler topskat, hvorved han indirekte er med til at udligne forskellene mellem rig og fattig, da den enlige mor og indvandrerfamilien derved kan få tilskud eller andre former for offentlige overførsler.

Men forestil jer ”worst-case-scenario”: Alle de yngre generationer emigrerer fra Danmark, enten før eller efter at de tager en uddannelse. Fordi det simpelthen ikke kan betale sig for dem og deres egne familier som jo også skal forsørges, at deres penge bliver brugt på ”velfærd”. Pludselig er der ikke længere nogle penge at omfordele. Med ét er der ingen ulighed at udligne fordi der tilbage i Danmark kun er de fattige, syge, ufaglærte og uarbejdsdygtige.

Selvfølgelig skal vi have et samfund der kan tage hensyn til, rumme og tage hånd om både den enlige mor, invalidepensionisten og den lavtlønnede fabriksarbejder. Men hvis dette skal kunne lade sig gøre, bliver nogle af dem der bidrager aktivt til samfundet ved at tage en uddannelse, stå op hver tidlig morgen for at gå på arbejde, også nødt til at blive.

Tænk over hvor meget marginalskatten påvirker unges uddannelsesvalg og demotivere dem til at yde den ekstra indsats der vil være brug for!

Forældres ansvar

March 15th, 2009 by Chris Lassen Jensen

En typisk situation i en dansk folkeskole:
Lærer Peter holder skole-hjem-samtaler, hvor han møder forældrene og diskuterer deres børn – en hver lærers mareridt. Ind af døren kommer Marianne og Karsten, som er forældre til Simon. Simon er en frisk og rørig dreng, som elsker at spille fodbold og har mange venner i skolen. Til gengæld klarer han sig ikke særlig godt i timerne. Han kan ikke finde ud af at sidde stille, og hans attitude er mest af alt, at han ikke gider være der, hvilket tit resulterer i larm og ballade. Peter forklarer Marianne og Karsten, hvordan han ser på situation. Simon ér en sød dreng og han klarer sig fint med vennerne, men han skal lære at sidde stille i timerne. ”Hvordan har du så tænkt dig at løse det?” spørger Marianne og Karsten. Peter, som har lært, at man altid skal forsøge at nå så diplomatiske løsninger som muligt, mener ikke, det er hans ansvar – Simon må jo opdrages til at omgås andre hjemmefra. Peter er kun 34, og er af den pædagogiske skole. Resten af samtalen består i, at Marianne og Karsten angriber Peters evner som lærer, og hvordan de forventer, Simon klarer sig bedre til næste samtale – ellers går de til rektoren med sagen.

Er det nu også retfærdigt? Er det virkelig meningen, at skolen skal sørge for, at Simon sidder stille og lytter med, eller er det Peters ansvar, at opdrage sine elever til at opføre sig ordentligt? For mig er det selvsagt, at al opdragelse skal og bør foregå i familien. Også det, som ikke er så nemt; det, som betyder, man faktisk skal være forælder og ikke bare en legekammerat.

Hvorfor skulle man som forælder ikke også ønske det? Børn må være den største præstation, man kan gøre i livet. Præstationen stopper bare ikke, når barnet er født. Børn kommer ikke ind i verden som fuldbragte og fornuftige mennesker. De skal opdrages til at omgås mennesker. De skal lære hvad der er bedst for dem og hvad ikke er. De skal lære hvad, der er rigtig og hvad, der er forkert. Denne opgave skal og må være forældrenes ansvar. Som et fornuftigt voksent menneske synes det direkte åndssvagt at ønske at overlade dannelse og opdragelsen af ens barn til andre. En sådan total indifference er da vildt skræmmende! Bemærk, at der ikke er tale om undervisning, dvs. tilegnelse af ny viden og nye færdigheder, men om dannelse og opdragelse. Som konservativ ville jeg da ikke overlade mit barns dannelse og opdragelse – dvs. livssyn – til en socialistisk lærer.

Alligevel ses det gentagende gange i det danske skolesystem. En stor del af forklaringen hertil ligger i, at forældre anser deres børn for prinser og prinsesser. Danskerne får færre og færre børn, og barnets værdi stiger således. Forældrene ønsker det bedste for deres barn, og børnene får mere og mere, og får færre og færre rammer – hvordan siger man nej til sit eneste barn? Forældrene lever gennem deres børn og kan ikke se deres fejl. Derfor mener de ikke, at det kan være barnets eller deres fejl, at der er noget galt i skolen. Desværre betyder det bare, at deres børn ender med at have et helt forskruet billede af verden. En verden, hvor alt falder ned i deres skød. En beskyttet verden ulig den virkelige.

I virkeligheden handler dette om, at familien bliver undergravet af staten. Det bliver statens ansvar at sørge for barnets opdragelse og dannelse. Barnet har brug for ”socialisering” igennem det offentlige. For mange sociologer er det interessant at bemærke disse ting, men løsningerne på dem er mere statskontrol og mindre ansvar i familien.
Hele denne tankegang har bund i socialismens tilgang til mennesket. Det er sin natur ikke social og skal socialiseres. I og med familien ikke kan tage den rolle i et socialistisk samfund, fordi det er fællesskabets, som ved bedst, må barnet nødvendigvis opdrages i de statslige instanser. Som konservativ kan man ikke andet end væmmes ved tanken om at skulle masseopdrage individet, og tilsidesætte familien.

Det allerværste er, at alt imens forældrene indirekte er med til at undergrave familien, så skal deres uopdragede og overbeskyttede prinser og prinsesser kæmpe hele deres liv med en forkert indstilling til livet, som kun er dem til ulykke.

HASH-kommission

March 14th, 2009 by Tim Sønderby

Pga. af den i øjeblikket rasende bandekrig, som tilsyneladende skyldes et lukrativt hash-marked, vil Socialistisk Folkeparti og nu også Socialdemokratiet til at nedsætte en HASH-kommission, som skal undersøge om HASH skal legaliseres.
Socialdemokratiet i København begrunder man bl.a. ideen med at:

“Det er ikke nogen hemmelighed, at bandekrigen har været en øjenåbner for os, og en anledning til at se, om vi kan gøre noget anderledes,”
socialdemokratiske BR-medlem Thor Grønlykke

Og i Enhedslisten mener man at der skal være plads til forskelligehed, og at et forbud, skaber ensretning og mere politi, hvorfor man kan læse på deres hjemmeside:

- plads til forskellighed! Nej til kontrol ensretning og mere politi! Afskaf hashkriminalitet – gør det lovligt!

Men er der her ikke blot tale om et knæfald af dimensioner? Er det ikke lidt tyndt baggrund af køre argumentation på – at det skaber vold ikke at legitimere stoffet? Og når Enhedslisten skriver at det skaber ensretning at forbyde det – hvorfor går de så ikke selv ind for det idet ensretning må være lig ligestilling?
Når jeg ikke mener at det skal legaliseres er der to hovedargumenter.
Det første og også det mest simple argument, er at sådan som vores system er opbygget i dag bliver det går det hen at bliver de retskaffende borgere, som kommer til at betale for deres hospitalsbehandling. Da man jo som bekendt i Danmark har krav på behandling uanset hvor stupid man har været for at på drage sig skaden.
For det andet er stoffet meget farligt, og skaber en hurtig afhængighed, som i lang de fleste tilfælde udvikler sig til voldsommere stofmisbrug. Både bruges af hash og andre stoffer, gør at misbrugerne bliver meget farlige, idet de bliver yderst utilregnelige, hvorfor man kan forvente langt mere vold i nattelivet. Af hensyn til de retskaffende borgere mener jeg ikke man kan sætte deres sikkerhed på spil for at tilfredsstille en gruppe, som jo i sidste ende egentlig ikke selv ønsker en legalisering, da dette blot vil gøre stoffet endnu mere let tilgængelig
I stedet for at opgive noget som man mener, er rigtig at forbyde, og gøre det lovligt pga. man ikke mener at kunne bekæmpe det, er det i stedet meget vigtig at man gør en ekstra indsats for at få det bekæmpet. Skulle man ellers også bare have givet op over for ungdomshusets vold – okay det har man så gjort, men dette ændre ikke på at det er en forkert beslutning blot at give efter hver eneste gang at love bliver overtråde.

Kapitalismen kun for de få?

March 13th, 2009 by christian

Af Christian Tingleff

Kapitalismen betragter mange konservative, som deres vigtigste grund til, at de er konservative. Kapitalismen mener vi konservative, er grunden til, at vi har den velstand som vi har i den vestlige verden i dag.
Hvorfor er det, vi ikke vil udbrede denne økonomiske teori, til den resterende del af verdenen? Specielt ulandene. Det er fordi vi i vesten har opfundet systemet Ulandsbistand, noget som vi især er glade for i Danmark, da vi stort set betaler bistand til hinanden via omfordeling. Hvad har dette gjort i Danmark? At middelklassen er blevet rigere og de fattigste og svageste er blevet fattigere og svagere.

Kunne det ikke tænkes, at dette også sker i ulandene? Igennem de mange år vi har betalt ulandsbistand, har det jo i hvert fald ikke rigtig givet den store økonomiske effekt. Jeg vedkender mig, at der sket lidt, men slet ikke nok. Jeg tror tværtimod, at U-landsbistanden i nogle tilfælde har gjort ondt værre. Nogle af de steder hvor U-landsbistanden er røget hen, er den røget i de forkerte hænder, som har gjort magthaverne/diktatorerne endnu stærkere og korruptionen større. Samfundet er dermed blevet svagere, da samfundet ikke har haft magten over, hvem der ville blive regeringsleder.
NGO’ernes arbejde ser jeg til gengæld, som konservativ, en positiv ting ved. Deres arbejde er ud fra midler betalt af samfundet og ikke staten. Desuden har NGO’erne oparbejdet en ekspertise igennem mange af de år, hvor de har ydet bistand til ulandene. Staten kan og skal ikke have denne ekspertise. Ekspertisen skal komme fra dem, som aktivt arbejder med ulandshjælp.
Et af de store problemer vi står overfor i verdenen er, at der kommer massive folkevandringer. Der er meldinger om massive illegale indvandringer fra Afrika ved Spaniens sydkyst. Derfor ser jeg et stort behov for, at man revurdere hvad man kan gøre for, at skabe velstand, specielt i Afrika. Mine råd er, at fjerne handelbarrierer såsom told og afgifter på produkter fra Afrika, da dette vil skabe en større dynamik i de afrikanske lande eller med andre ord, indfør kapitalismen i Afrika. Indfør en sund konkurrenceevne, til de andre vestlige lande. Dette vil være til gavn både for Afrika, men også for os, da vi vil kunne få billigere produkter. Vi vil kunne se et samfund, der kan klare sig selv og efterhånden vil demokratiet også brede sig, med indførelsen af en, nåh ja industrielrevolution. En industrielrevolution som vi i de vestlige lande havde for mange år siden, men som måske aldrig når til Afrika?

Eksemplet er nogle af de sydamerikanske lande. Nogle af disse lande, gennemgik en større velstand, da der blev ”indført” kapitalisme i disse lande. Specielt Argentina oplever i dag, en større vækst. Derfor, drop U-landsbistanden og lad de afrikanske lande opleve den velstand, som vi andre lande har nydt godt af, ved indførelsen af kapitalismen. Nogle vil kalde mit indlæg, for grådighed ved, at fjerne U-landsbistanden. Til det vil jeg sige, jeg prøver bare, at hjælpe. Ligesom andre vil hjælpe med ulandsbistand. Den metode jeg fremhæver, er ikke prøvet, mens U-landsbistandshjælpen metoden er prøvet, dog uden nævneværdig succes.