Den Konservative Højborg

Af Christian Tingleff

Landsrådet er veloverstået og vi har igennem 2 dage, diskuteret en masse politik. Men hvor meget var ren ideologi og var meget ”praktisk” politik.

Ideologier er en gammel tankegang, som går mange år tilbage. Ideologier ligger selve fundamentet for, hvor folk placerer sig politisk. Men bruger folk i dag ideologierne til, at danne sit politiske synspunkt? Mange i KU og ungdomspolitiske organisationer vil nok, da unge som engagerer sig i ungdomspolitik, må have en hvis interesse i at forstå deres ideologi. Men ville en gennemsnitsdansker bruge ideologien til, at danne sig sin politiske mening? Svaret på dette ville nok være nej. Individet vil nok, sætte sit kryds ud fra, hvilket holdninger der kommer under valgkampen eller enkeltsager mellem de ca. 4 år, før der er valg igen. Man kunne kalde dette praktiske eksempler, da det er noget individet oplever praktisk i sin hverdag, noget man ønsker praktisk forbedret. Dermed er det ikke ideologien man sætter sig ind i, når man sætter sit kryds, men eksempler fra ens hverdag.
Nogle praktiske eksempler er dog, udsprunget af ideologien såsom konservative går ind for lavere skat, da vores udgangspunkt er, at når man sænker skatten på arbejde skabes der mere dynamik og at folk videst muligt, selv skal kunne råde over deres løn. Min pointe er dog bare, at det ikke er ideologien man sætter sig ind, man sætter sig ind i de praktiske eksempler fra hverdagen. Med andre ord sætter man sig ikke ind i teorien, man forholder sig til det rent praktisk.

Indlægget på bloggen ”Politi! Staten stjæler fra min pung!” og især debatten derefter beskriver min pointe meget godt. Debatten kommer til, at dreje sig om, hvorvidt staten skal kunne tage sig af folkeskolen eller samfundet selv kan oprette skoler. Folk der kigger på denne debat ude fra, vil aldrig kunne se idéen i, at samfundet selv skulle kunne oprette privatskoler, da folk ikke er nok inde i teorien/ideologien. Folk vil i stedet se det ud fra, et praktisk synspunkt om, at dette aldrig ville kunne lade sig gøre. Hvis folk derimod, havde sat sig ind i ideologien, ville folk måske bedre kunne forstå denne tankegang. Det er derfor jeg mener, at ideologier ikke kan bruges fuldt ud praktisk i dag, da folk danner meninger udelukkende fra medierne og enkeltsager. Et andet eksempel er, når individet omkring skattereformen, udelukkende kan se den er social skæv ud fra et rent praktisk synspunkt og ikke ud fra et teoretisk synspunkt.

Derfor skal vi, i KU, passe på med, at udelukkende følge vores ideologi på politiske forslag. Vi må nogle gange gå på kompromis med vores ideologi, da ideologien ikke altid, passer sammen med den faktiske virkelighed. Eksemplet er: Overvågning er farligt, da det krænker min personlige frihed ud fra et ideologisk perspektiv. Det kan da godt være den krænker den personlige frihed, men rent praktisk fungerer overvågning, da praktiske eksempler fra udlandet viser, at kriminaliteten falder. Derfor skal ideologien ikke være en hæmsko for, at sænke kriminaliteten i København.
Den gennemsnitlige ”dansker” er ikke inde i ideologier. Derfor skal ideologierne ikke altid, være en hæmsko for, at vi kan føre ansvarlig og faktuelt rigtigt politik. Jeg vedkender mig dog, at ideologien danner rammen for det politiske synspunkt, men kan og skal ikke bruges i alle sager.

Det var et herligt KU møde!

I Danmark er vi blevet en slave af EU og dens mange fjollede regler, som igennem tiden har hobbet sig op. En af disse regler er reglen om snus. Som reglerne er i dag må man nemlig ikke sælge snus i portioner i EU med undtagelse af Sverige, som fik lavet en særregel, da de indtrådte i EU. Men det er fuldt lovligt at sælge løs snus. Man må også gerne producere snus og købe snus – løs som i poser – over internettet for derefter at få transporteret det tilbage til Danmark. Men man bryder altså reglerne hvis man køber snusen pakket ind i en lille pose nede i den lokale kiosk. Mange trækker på deres skulder, når de høre om denne regel – og tænker ”hvad så”! Men sådan må vi ikke tænke. Er sikker på at det ville vække en del hovedrysten hvis man pludselig forbød te i poser – men fortsat måtte købe løs te. Så vil det blive kaldt vanvittig latterlig og få såvel tedrikker, som ikke te-drikker op af sofaen.

Først kan man tag argumentationen op omkring det sundhedsskadelig ved Snus – og at det skal være grunden til at man har gjort det ulovligt. Igen er det det samme ved begge produkter. Man kan måske sige at løs snus er en lille smule mere sundhedsskadelig end portion snus fordi chancen for at sluge noget af er lidt større ved det løse snus. Men ren indholdsmæssig er det det sammen. Hvis man så sætter det op imod rygning – som man jo ofte gør da det indeholder nikotin – så er snus er ca. 60 % mindre skadeligt end rygning ifølge svenske undersøgelse udført af et EU snusudvalg. Derudover kan man se på passiv rygning – som hvert år tager livet af lidt over 1000 dansker ifølge Kræftens bekæmpelse – når det kommer til snus undgår man hel passiv rygning sundhedsrisikoen. Så der må siges at være et plus på den konto.

Men selvom snus både er 60 % mindre skadeligt og ikke udsætter uskyldige mennesker for passiv rygning – så er det naturligvis stadig skadelig. Ifølge Kræftens bekæmpelse er der større risiko for kræft i mundhulen og i læberne ved daglig brug af snus.

MEN det er her at vi som konservative må slå i bordet og råbe ”frihed til at træffe vores egne valg”. For så længe det ikke går ud over andre mennesker – som passiv rygning gør – hvorfor skal snus helt overordnet så forbydes???? Må vi ikke have lov til at have valget og blive oplyst omkring faren for derefter at træffe vores eget personlige valg. Alting er farlig i større mængder og mange af de ting som er lovlig i DK kan man også blive afhængig af. Her tænker jeg specielt på tobak i alt almindelighed samt alkohol.

Personligt har jeg taget denne diskussion med en minister – hvis navn selvfølgelig vil blive undladt – og denne sagde at man ikke vil være med til at forbyde noget der er sundhedsskadelig. Man vil jo heller ikke have lovliggjort tobak i dag – hvis det var nyt sagde personen. Til dette kan man kun ryste på hovedet. For hvorfor skal et ministerium ind og gør sig til herre over hvad der er sundt og ikke sundt! Det må igen være op til det enkelte menneske at tag ansvar. For så længe at man ikke dør ved indtagelse eller udsætter andre mennesker for fare ved indtagelse, så må man selv træffe et valg.
Derfor mener jeg at man skal tillade både portion og løs snus. For det første fordi der ingen forskel er på de to produkter og derfor er det fuldstændig vanvittig at gøre forskel – og for det andet fordi at vi danskere skal have et valg. Valget skal ikke bare fjernes fordi at man ikke vil have tilladt cigaretter nu – som man gjorde i tidernes morgen. Hvis snus ikke skal tillades – så burde vi også bare forbyde cigaretter nu hvor vi er så godt i gang. Hvilket efter min mening vil være et samfund hvor ansvar og frihed fuldstændig bliver overset.

En typisk situation i en dansk folkeskole:
Lærer Peter holder skole-hjem-samtaler, hvor han møder forældrene og diskuterer deres børn – en hver lærers mareridt. Ind af døren kommer Marianne og Karsten, som er forældre til Simon. Simon er en frisk og rørig dreng, som elsker at spille fodbold og har mange venner i skolen. Til gengæld klarer han sig ikke særlig godt i timerne. Han kan ikke finde ud af at sidde stille, og hans attitude er mest af alt, at han ikke gider være der, hvilket tit resulterer i larm og ballade. Peter forklarer Marianne og Karsten, hvordan han ser på situation. Simon ér en sød dreng og han klarer sig fint med vennerne, men han skal lære at sidde stille i timerne. ”Hvordan har du så tænkt dig at løse det?” spørger Marianne og Karsten. Peter, som har lært, at man altid skal forsøge at nå så diplomatiske løsninger som muligt, mener ikke, det er hans ansvar – Simon må jo opdrages til at omgås andre hjemmefra. Peter er kun 34, og er af den pædagogiske skole. Resten af samtalen består i, at Marianne og Karsten angriber Peters evner som lærer, og hvordan de forventer, Simon klarer sig bedre til næste samtale – ellers går de til rektoren med sagen.

Er det nu også retfærdigt? Er det virkelig meningen, at skolen skal sørge for, at Simon sidder stille og lytter med, eller er det Peters ansvar, at opdrage sine elever til at opføre sig ordentligt? For mig er det selvsagt, at al opdragelse skal og bør foregå i familien. Også det, som ikke er så nemt; det, som betyder, man faktisk skal være forælder og ikke bare en legekammerat.

Hvorfor skulle man som forælder ikke også ønske det? Børn må være den største præstation, man kan gøre i livet. Præstationen stopper bare ikke, når barnet er født. Børn kommer ikke ind i verden som fuldbragte og fornuftige mennesker. De skal opdrages til at omgås mennesker. De skal lære hvad der er bedst for dem og hvad ikke er. De skal lære hvad, der er rigtig og hvad, der er forkert. Denne opgave skal og må være forældrenes ansvar. Som et fornuftigt voksent menneske synes det direkte åndssvagt at ønske at overlade dannelse og opdragelsen af ens barn til andre. En sådan total indifference er da vildt skræmmende! Bemærk, at der ikke er tale om undervisning, dvs. tilegnelse af ny viden og nye færdigheder, men om dannelse og opdragelse. Som konservativ ville jeg da ikke overlade mit barns dannelse og opdragelse – dvs. livssyn – til en socialistisk lærer.

Alligevel ses det gentagende gange i det danske skolesystem. En stor del af forklaringen hertil ligger i, at forældre anser deres børn for prinser og prinsesser. Danskerne får færre og færre børn, og barnets værdi stiger således. Forældrene ønsker det bedste for deres barn, og børnene får mere og mere, og får færre og færre rammer – hvordan siger man nej til sit eneste barn? Forældrene lever gennem deres børn og kan ikke se deres fejl. Derfor mener de ikke, at det kan være barnets eller deres fejl, at der er noget galt i skolen. Desværre betyder det bare, at deres børn ender med at have et helt forskruet billede af verden. En verden, hvor alt falder ned i deres skød. En beskyttet verden ulig den virkelige.

I virkeligheden handler dette om, at familien bliver undergravet af staten. Det bliver statens ansvar at sørge for barnets opdragelse og dannelse. Barnet har brug for ”socialisering” igennem det offentlige. For mange sociologer er det interessant at bemærke disse ting, men løsningerne på dem er mere statskontrol og mindre ansvar i familien.
Hele denne tankegang har bund i socialismens tilgang til mennesket. Det er sin natur ikke social og skal socialiseres. I og med familien ikke kan tage den rolle i et socialistisk samfund, fordi det er fællesskabets, som ved bedst, må barnet nødvendigvis opdrages i de statslige instanser. Som konservativ kan man ikke andet end væmmes ved tanken om at skulle masseopdrage individet, og tilsidesætte familien.

Det allerværste er, at alt imens forældrene indirekte er med til at undergrave familien, så skal deres uopdragede og overbeskyttede prinser og prinsesser kæmpe hele deres liv med en forkert indstilling til livet, som kun er dem til ulykke.