Alle skal svigtes!

Uddannelse er et af hovedelementerne, i det samfund vi lever i i dag. Vi skal ikke bare lære at regne og læse, men vi skal også lære at forstå samfundets normer, principper og værdier, en nobel opgave som jeg fuldt ud betror uddannelsessystemet. Men hvorfor er det, at alle føler de svigtes af skolen? Dem der ikke er gode i skolen får ikke hjælp nok af lærerne, og dem der til gengæld er gode i skolen, bliver ikke stimuleret nok. Hvor længe endnu kan vi sige, at vi har uddannelse i verdensklasse hvis vi ikke tilfredsstiller brugerne?

Differentieret undervisning er ikke de riges måde, hvorved de kan holde de fattige nede. Differentieret undervisning er en metode, hvorved man forsøger at tilfredsstille samtlige elever. Det virker da logisk, at alle elever gennem deres uddannelse skal mødes på det niveau de er. Den knap så begavede i 4. klasse får jo ikke meget ud af, at læreren skal bruge tid på at gå op 7. Klasse for at hente et hæfte læs og forstå til en anden 4 klasses elev. Og den begavede elev får jo heller ikke meget ud af at løse de samme opgaver i matematik, fordi læreren skal fortælle den knap så begavede at 2+2 er 4 og ikke 3. På den måde bliver vi alle tabere.

Hvordan kan det være, at man tror, at det hjælper alle, at sige til dem der kan, at de ikke må, fordi de skal give plads, til dem der ikke kan. Hvorfor skal Jante-loven stadig holde dem tilbage, der har ambitioner. Har samfundet ikke en pligt overfor dets borgere? En pligt der gør, at man giver en uddannelse, alle kan være glade for? En som møder os på det niveau vi er.

I Regeringens globaliseringsstrategi er hovedbudskabet, at Danmark skal have uddannelse i verdensklasse , men hvis det er målet, må man også indse, at en differentiering i folkeskolerne er nødvendig. Eleverne skal udfordres, på det niveau de er. De skal ikke føle sig svigtet, om de så er begavede eller mindre begavede, men føle at de får udbytte af undervisningen. Derfor er det også med stor glæde, at jeg ser forskellige initiativer som f.eks. elitegymnasier komme på banen. Hvis vi vil de unge det godt, må vi også tage ansvar for, at de får en god uddannelse. Det har vi som samfund pligt på at opfylde.

2+2 skal igen give 4, og differentieret undervisning er en metode, hvorpå man kan opnå dette. Udviklingen er allerede i gang, men hvis Regeringens globaliseringsstrategi er ment seriøst, skal man fokusere endnu mere på en differentieret undervisning. Der er absolut ingen grund til, at alle svigtes, når vi kan udfordre eleverne på deres niveau, og udvikle dem i det tempo de er i stand til at blive udviklet i. Det er forgæves at holde folk tilbage, fordi man ikke kan klare at se, at andre udvikler sig bedre. Det skader niveauet i folkeskolerne og derved skader det samfundet.

One Response to “Alle skal svigtes!”

  1. Annemette says:

    Virkelig god artikel!
    Er fuldstændig enig ;)
    Din ,,2+2 skal igen give 4”-indledning rammer perfekt, man skulle have nogle socialistiske folkeskolelærere til at læse den…

Leave a Reply