En typisk situation i en dansk folkeskole:
Lærer Peter holder skole-hjem-samtaler, hvor han møder forældrene og diskuterer deres børn – en hver lærers mareridt. Ind af døren kommer Marianne og Karsten, som er forældre til Simon. Simon er en frisk og rørig dreng, som elsker at spille fodbold og har mange venner i skolen. Til gengæld klarer han sig ikke særlig godt i timerne. Han kan ikke finde ud af at sidde stille, og hans attitude er mest af alt, at han ikke gider være der, hvilket tit resulterer i larm og ballade. Peter forklarer Marianne og Karsten, hvordan han ser på situation. Simon ér en sød dreng og han klarer sig fint med vennerne, men han skal lære at sidde stille i timerne. ”Hvordan har du så tænkt dig at løse det?” spørger Marianne og Karsten. Peter, som har lært, at man altid skal forsøge at nå så diplomatiske løsninger som muligt, mener ikke, det er hans ansvar – Simon må jo opdrages til at omgås andre hjemmefra. Peter er kun 34, og er af den pædagogiske skole. Resten af samtalen består i, at Marianne og Karsten angriber Peters evner som lærer, og hvordan de forventer, Simon klarer sig bedre til næste samtale – ellers går de til rektoren med sagen.
Er det nu også retfærdigt? Er det virkelig meningen, at skolen skal sørge for, at Simon sidder stille og lytter med, eller er det Peters ansvar, at opdrage sine elever til at opføre sig ordentligt? For mig er det selvsagt, at al opdragelse skal og bør foregå i familien. Også det, som ikke er så nemt; det, som betyder, man faktisk skal være forælder og ikke bare en legekammerat.
Hvorfor skulle man som forælder ikke også ønske det? Børn må være den største præstation, man kan gøre i livet. Præstationen stopper bare ikke, når barnet er født. Børn kommer ikke ind i verden som fuldbragte og fornuftige mennesker. De skal opdrages til at omgås mennesker. De skal lære hvad der er bedst for dem og hvad ikke er. De skal lære hvad, der er rigtig og hvad, der er forkert. Denne opgave skal og må være forældrenes ansvar. Som et fornuftigt voksent menneske synes det direkte åndssvagt at ønske at overlade dannelse og opdragelsen af ens barn til andre. En sådan total indifference er da vildt skræmmende! Bemærk, at der ikke er tale om undervisning, dvs. tilegnelse af ny viden og nye færdigheder, men om dannelse og opdragelse. Som konservativ ville jeg da ikke overlade mit barns dannelse og opdragelse – dvs. livssyn – til en socialistisk lærer.
Alligevel ses det gentagende gange i det danske skolesystem. En stor del af forklaringen hertil ligger i, at forældre anser deres børn for prinser og prinsesser. Danskerne får færre og færre børn, og barnets værdi stiger således. Forældrene ønsker det bedste for deres barn, og børnene får mere og mere, og får færre og færre rammer – hvordan siger man nej til sit eneste barn? Forældrene lever gennem deres børn og kan ikke se deres fejl. Derfor mener de ikke, at det kan være barnets eller deres fejl, at der er noget galt i skolen. Desværre betyder det bare, at deres børn ender med at have et helt forskruet billede af verden. En verden, hvor alt falder ned i deres skød. En beskyttet verden ulig den virkelige.
I virkeligheden handler dette om, at familien bliver undergravet af staten. Det bliver statens ansvar at sørge for barnets opdragelse og dannelse. Barnet har brug for ”socialisering” igennem det offentlige. For mange sociologer er det interessant at bemærke disse ting, men løsningerne på dem er mere statskontrol og mindre ansvar i familien.
Hele denne tankegang har bund i socialismens tilgang til mennesket. Det er sin natur ikke social og skal socialiseres. I og med familien ikke kan tage den rolle i et socialistisk samfund, fordi det er fællesskabets, som ved bedst, må barnet nødvendigvis opdrages i de statslige instanser. Som konservativ kan man ikke andet end væmmes ved tanken om at skulle masseopdrage individet, og tilsidesætte familien.
Det allerværste er, at alt imens forældrene indirekte er med til at undergrave familien, så skal deres uopdragede og overbeskyttede prinser og prinsesser kæmpe hele deres liv med en forkert indstilling til livet, som kun er dem til ulykke.
Jeg har fået et svar fra Marianne og Karsten:
Ansvar betyder ikke at man selv har en opgave, men at man skal sørge for at opgaven bliver udført. Gør læreren ikke sit arbejde, såsom at lære vores søna t sidde stille, så er det vores ansvar at sige fra overfor læreren, så han leverer den ydelse vi betaler for gennem skatten.
Vi har ansvaret for opdragelsen af vores børn, men skolen har opgaven, og klarer de ikke den, så er det vores ansvar at gøre noget ved.
Hilsen Marianne og Karsten
Er uenig med dig i at familien bliver undergravet staten. Danskerne har bare vænnet sig til at “det offentlige” kan tage sig af det meste, og benytter sig af det.
Men vil derimod give dig ret i at forældre skal sørge for at opdrage deres børn bedre. Hele årgange er jo efterhånden blevet adfærdsvanskelige egoister, der undgår personligt ansvar…
Virkerlig god artikel, og jeg synes at din analogi i starten er rigtig god, som viser hvilken umulig opgave det er at løse nogle forældres bundløse krav på opmærksomhed til netop deres barn.
@Leclerc
Jeg ser din kommentar om at det er forældrene der giver opgaven videre, men stadig har ansvaret. Det er bare spørgsmålet om forældrene rent faktisk er klar over at det er det der sker. tror egentlig denne artikel rammer forældres mentalitet meget godt
Desuden, er det yderst uheldige ved dette skattetyrani, at man ikke bliver gjort direkte opmæksom på hvad de forskellige ting koster, hvor mange er klar over hvad det koster at have sit barn i skole i et år, og hvorledes vil mentaliteten ikke være hvis man skulle betale ved kasse 1?
Iøvrigt er det pudsigt at alle siger: “jeg betale rigelig i skat, så jeg har ret til”. men hvor mange er det der kan sige sådan.
Jeg mener bare at når Karsten og Marianne har denne atityde, hved de så egentlig om de har ret til at brokke sig?
Selvfølgelig bliver der brugt så mange penge på grundskolerne at man kan mene at der ikke bør være noget loft over hvor god kvaliteten, men virkeligheden viser jo bare noget helt andet…
Godt indlæg. Jeg synes også, det er en trist udvikling, at det offentlige står for en stadig større del af børnenes opdragelse – uanset, hvad konsekvenserne så måtte blive.
Det kunne dog være spændende at høre dit bud på, hvad der skal gøres for at vende denne udvikling. Skal det offentlige blande sig helt uden om undervisning, eller hvad?
Efter min mening: Nej, ikke helt uden om. Man kunne udliciterer grunduddannelsen (den nuværende folkeskole) på samme vilkår som de normale privatskoler fungerer i dag, hvor 80 % (mener jeg) af udgifterne er finansieret af staten. Der skulle efter min mening stadig udstikkes guidelines i form af rammelovgivning, hvor de pågældende skoler selv kunne opererer inden for de miniserie-fastlagte rammer.
@ Th. Værge
Jeg kan i princippet ikke se problemer i et privatdrevet skolesystem, så længe staten betaler for at alle KAN være med. Jeg dog er enig med Troels i, at der skal være nogle regler om hvad børn skal lærer (fx dansk kultur og historie), men jeg kan ikke helt se hvorfor det skal betyde penge den anden vej??
Der er stor forskel undervisning eller opdragelse, hvorfor min indgangsvinkel til dit spørgsmål måske er lidt skæv?
For mig at se skal forældrerne forestå opdragelsen af deres børn, mens skolen kun skal forestå undervisningen. Undervisningen skal ske under nogle forældre fastsatte rammer – fx hvorvidt du må have mobilen tændt, om du må larme osv., og skolen skal også have forældre bestemte konsekvenser (konsekvenser som kan defineres inden for rammerne af retsloven). Således er det på ingen måde staten som opdrager.
@ Annemette
Staten undergraver familien, det tror jeg ikke der er meget tvivl om. Forbudet mod revselsesretten et eksempel på det, arveslat et andet.
Grundlaget for også at sige dette i skolesammenhænge er netop det, at befolkningen er vant til at det offentlige tage sig af alt. Så kan du sige nårh jo forældrene kan bare opdrage deres børn selv. Desværre er alt for mange forvente med det socialiske tanke om socialisering i samfundet (bevidst og ubevidst), hvorfor de ikke opdrager deres børn, både til skade for andres børn, men ikke mindst deres egne.
Denne forventning om offenlig opdragelse er netop hvad underminere familien. Såfremt de ikke kunne forvente sig det, ville familien ikke undergraves. Familien er ikke et tilvalg, men et givent organ som din lever, din hjerne eller dit hjerte.
@ Chris
Du har ret! Staten undergraver familien, den enkelte persons råderum (og rådesum) m.m.
Men netop i dette tilfælde mener jeg at man kan gøre et bevidst fravalg.
Vi kan have en spændende (og lang) debat om dette, da jeg stadig mener at man endnu kan tage et personligt ansvar i dagens Danmark og fravælge at udelukkende ,,det offentlige” opdrager ens barn.
Det sker jo! Hvis ikke der var nogen der fravalgte blot at overlade opdragelsen af deres afkom til Staten ville du og jeg højst sandsynligt ikke være KU’ere som den socialist-producerende-og-manipulerende maskine eksempelvis folkeskolen er blevet.
Men du har fuldstændig ret. Jeg tror faktisk det lige før jeg kan være helt enig med dig(!) ;-D
Hvordan mener du så man skal løse problemet ift. at danskerne selv skal tage (helt eller bare større?) ansvar for opdragelsen af deres børn? Tror du at det er nok at privatisere skolesystemet?
Som jeg skrev tidligere er mange blevet så vant til at skolerne kan hjælpe med opdragelsen at de har valgt at overlade den til eksempelvis folkeskolen da det jo er meget komfortabelt.
Ift. at man udelukkende havde private skoler hvem skulle så stå for opdragelse, retningslinier, sanktioner osv.
Hvad hvis der til et forældremøde kun dukker 9 repræsentanter op og der er 80 elever på årgangen? Hvem er så ,,det opdragende organ”, og tror du at det i givet fald vil være bedre?
Det var lige en hele masse spørgsmål. Du behøver ikke at besvare dem alle. Det er endelig ikke for at være meget kritisk og “nedskydende”. Jeg har stor respekt for din holdning og er blot interesseret og vil gerne vide mere…
@ Annemette
Jeg ser på ingen måde spørgsmål som nedskydning. Kristiske, skal du ikke være ked af at kalde dem, eller være for den sags skyld, det er kun godt. Når vi på denne måde debattere når vi jo begge til en dybere forståelse af hvad vi selv mener om emnet. Man kan gøre sig mange tanker om et emne, men det er faktisk først når man får skrevet dem ned men kan forholde sig til dem. Ligeledes har jeg også stor respekt for dine holdninger, og udråb som socialist er jo kun sagt i spøg
Jeg medgiver dig et hundrede procent, at det ikke kun er staten, som opdrager. Mange forældre formår faktisk at tage et ansvar overfor deres børn. Problemet ligger i de som ikke gør det. Langt henad vejen mener jeg de fleste ungdomsproblemer samfundet lider under (bandekrige, ungdomshus, vold, udpumninger, gruppevoldtægt osv.) bunder i manglende opdragelse, som konsekvens af forældrenes manglende ansvar og skolesystemets inkompetens.
Privatisering er selvfølgelig medvirkende faktor til at løse det problem. Og hvorfor så det?
- Den vanthed forældre har med, at andre opdrager deres børn, kan ikke tages for givet i et privat system – der vil være konsekvenser ved uopdragenhed, hvorfor forældrene må sikre deres børn er opdragene. Fx siger den private skole til forældrene: Jeres barn har adfærdsmæssige problemer, og hvis det ikke snart ændre sig så ryger han eller hun ud. Forældrene gøres altså ansvarlige for deres børn. I dag ligger opgaven ikke hos forældrene, fordi samme konsekvens ikke stilles.
- Mht. at forældrer ikke tager aktiv del i udfærdigelsen deres børns regler og konsekvenser, er reelt ligegyldigt. De vælger hvilken privatskole deres barn skal gå på, og har ansvaret for at barnet opdrages til at kunne følge de regler som den enkelte skole har. Hvis de regler ikke passer i opdragelse, kan forældrene flytte til en anden skole, som er mere efter deres opfattelse.
Det er rigtig skolen i og med det varetager regler og sanktioner for forældrene bliver opdragende – men i og med der er bestemt af forældre i et privat system, vil staten ikke have indflydelse. Herved er det samfundet som er et opdragende organ, og det mener jeg er konservatisme.
Alligevel vil jeg dog påstå, at det offentlige skolesystem, omend det ikke er en optimal løsning, ville kunne varetage den undervisnende rolle uden forældrerne gøres uansvarlige. Det kræver blot, at der er sanktioner når noget ikke foregår efter reglerne. Du bliver smidt uden for klassen hvis du ikke kan tige stille eller respektere lærens autoritet. Du får eftersidning. Du får ekstralektier. Uforberedthed har konsekvenser. Du skal klæde dig ordentligt. Du skal være udhvilet osv. osv.. Til gengæld må det ikke være af ministrielle organer nedsatte regler, men være forældrene til skolebørnene som bestemmer regler.
Hov det blev lidt langt :/
Helt i orden!
TAK