Autoritet er en størrelse vi både skyr og klynger os til. Det er ikke rart at måtte gå på kompromis med eget væsen, men ikke desto mindre er det autoritetens rolle i et samfund, nemlig at prøve at skabe en konsensus som er fælles for alle. Den er bydende nødvendig i udformningen og fastholdelsen af samfundets orden.
Ovenstående vil enhver konservativ hurtigt vedkende sig, og dét i den forståelse at skønt vi er frie individer, behøver vi ledende elementer til hvilke fællesskabet har givet deres tilsagn. De elemen-ter skal sørge for, at vi på sin vis, udvikler os i overensstemmelse med det samfund, som er bygget omkring os. Denne konservative erkendelse af autoritetens nødvendighed kommer af bitter erfaring. Tilegnet af os i det sene 1700-tals revolutionære tider, hvor oprøret gik sin enegang og bragte ufred, selvjustits og bedrageri lige bagefter sig. Alle var i den autoritetsløse tid snarere bidragsydere i samfundets forfald, end i dets glorværdige nyopfindelse.
Det var i denne rodløshedens tid, at den spirende konservative bevægelse indså autoritetens nødven-dighed og formulerende deres kardinaltanke om ”Gud, Konge og Fædreland”. Ro om troen, tillid til overhovedet og troskab til fødeområdet. Det er tre grundliggende grundpiller om hvilke samfundets individer måtte kredse, for om ikke andet at bevare og udvikle stabiliteten, hellere end revolutio-nere den.
Men der er også andre vigtige grundpiller, såsom familien, arbejdspladsen eller slet og ret den nære omgangskreds man har valgt at begå sig i, som spiller ind som vigtige autoriteter i samfundet. Familien som opdrager os og giver et fundament at bygge på, vennerne som sætter os i stand til at definere os i forhold til andre, og arbejdspladsen som giver os et regelsæt og udbyder os muligheder for selv at blive en del af samfundets autoriteter.
Den konservative accept af autoriteter, kommer som sagt ud af den forståelse, at de har en bevarende effekt, men accepten tager også det forhold, at autoriterne skal skabes gennem en lang kamp for eksistensberettigelse. Hermed opnår de en plads som historisk og moralsk målestok for det enkelte samfund og samfundets individer. Er det forhold opfyldt, har autoriterne vundet tidens prøvelse og må sammen definerer en gældende orden både juridisk men også kulturelt. Det kan man som konservativ ikke fornægte eller forsage.
Sker det alligevel, at autoriteten undermineres, opnår man et samfund i ubalance, og dette kan man med rimelighed sige at nutidens Danmark er blevet. Udviklingen er iværksat med de seneste årtiers almene forsagelse af autoriteter, samt opbyggelsen af en velfærdsstat der pådrager sig råderet overalt, og i forlængelse heraf truer med at sprænge den gældende ramme for forståelse af eget land og egen respektive rolle.
Det starter allerede som børn, hvor vi hurtigere adskilles fra vores familie og puttes i en social institution. Hermed forbigår vi den primære socialisation der involverer den mest væsentlige lær-ingsproces et lille barn kan få. Allerede nu ser vi, at forældrenes adfærd ændres og at deres ord ikke har nær den samme indflydelse på børnene, som den burde have. Derfor bliver børnenes ver-densopfattelse oftere og oftere milevidt fra forældrenes. Ultimativt fordrer det en generel udvikling, hvor autoriteter skifter for hver eneste generation og dette bidrager til en generel forvirring mellem samfundets enkelte dele- her fx forældre og børn.
Det er en uønskelig udvikling og derfor må vi selv huske, det vigtige i at håndhæve og lyde autoritet, idet vi dermed sikre en holdbar og kontinuerlig udvikling – selvfølgelig altid med det forbehold, at autoriteten skal have sin berettigelse i samfundets fundament.
Jeg vil sige at ovenstående er noget enhver socialist vil kunne vedkende sig. For dem er det spontane og evolutionære samfund noget ammestuesnak og de har brug for en dirigent til at diktere samfundets udformning. For den konservative er det spontane evolutionære samfund ét og alt.
Jeg forstår ikke helt ideen om at autoriteten skal skabe konsensus om noget som allerede er i overensstemmelse med samfundet. Hvis det allerede er normen i samfundet, hvorfor er der så behov for at skabe konsensus? Hvorfor er konsensus overhovedet nødvendigt? Er det ikke nok med en fælles forståelse, respekt og pli?
Jeg mener bestemt der er behov for autoriteter i samfundet, men det er som vejledere og ikke som dirigenter. Hvis dirigenten vil en anden vej end orkestret, så må orkestret makke ret og følge dirigenten. Vejlederen følger altid orkestret, og hvis han vil fortsætte som vejleder, så har han bare at være værd at lytte til.
Det er faktisk det jeg mener, at man som autoritet må vejlede/dirigere dem man nu kan, og gøre det i overenstemmelse med det omkringliggende samfund. Dvs. at man bør italesætte og bærer samfundets normer som autoritet.
Jeg synes ikke at det er socialistisk, at betone autoriteten som et holdepunkt i en kontinuerlig udvikling med stabilitet og håndhævelse af samfundets normer.
Jeg ser en meget skarp modsætning mellem vejledning og dirigering, som ikke kan sidestilles.
En meget dygtig og troværdig person vil folk lytte til, og dermed vil personen have stor indflydelse og dermed kunne betegnes som en autoritet, men det er ikke det samme som at personen kan dirigere samfundet. Jeg er ikke sikker på samfundet har brug for et holdepunkt, men måske er det fordi jeg ikke forstår hvad du ligger i det.
Jeg er dog ganske sikker på at det ikke er nødvendigt med en autoritet for at håndhæve samfundets normer. At håndhæve normer med vold skal man være ekstremt påpasselig med, og almindelige håndhævelse af normer gennem sociale sanktioner er noget alle i samfundet bør praktisere i det omfang de formår det, og ikke kun diverse autoriteter. En dirigent ville ødelægge det spontane og evolutionære i udviklingen af normerne.
Din adskillelse af det at dirigere og det at vejlede, er rigtig nok og det vedkender jeg mig. Der er dog kun her tale om, at autoriteter skal vejlede via den tiltro de erhvervet sig gennem flid og historisk accept.
Når jeg siger holdepunkt, mener jeg, at det er godt, hvis autoriteterne som førnævnt sørger for, at den gældende samfundsorden bibeholdes og kun udvikles langsomt.
Med hensyn til autoriteters håndhævelse, er jeg også klart af den opfattelse, at de sociale sanktioner er de bedste form, men jeg benægter ikke nødvendigheden af den anden.
Jeg synes det er en meget god opklaring du giver. Men jeg kunne alligevel forestille mig en situation, hvor samfundsordenen pludselig udvikler sig meget hurtigt, men stadig uden der er nogen der dirigerer eller dikterer. Det kunne ske hvis nogle eksterne omstændigheder pludselig ændrer sig markant.
Jeg har svært ved at vælge en hastighedsgrænse, som bare nogenlunde skulle sikre fornuftig udvikling. Derfor fokuserer jeg på at udviklingen bare skal være spontan og evolutionær i stedet. Det er en af de primære årsager til at jeg er meget kritisk overfor staten, for staten er det modsatte, nemlig organiseret og dirigeret.