Kan man sammenligne regeringen med et kærlighedsforhold? Det mener jeg man kan. Svigter regeringen sit folk med kortsigtede (socialdemokratiske!) økonomiske planer er det vel det samme som at være utro, det skaber fortvivlelse og foragt! Dog er det hermed ikke størrelsen der tæller, jo større regering, jo værre, jo større jo mere bureaukrati, og jo mere bureaukrati jo mere tungt.
Mine betænkeligheder omkring den størrelse vores offentlige sektor er ved at have, bliver mere og mere skræmmende. I for lang tid er den private sektor blevet reduceret på den offentlige sektors bekostning, og som konservativ mener jeg det er på tide at råbe vagt i gevær. Det danske samfunds afhængighed af regeringen bør begrænses, så vi kan få fjernet det store del af vores skattekroner der går til unødvendige overførselsindkomster. Ligesom i et kærlighedsforhold bliver den personlige frihed begrænset hvis magtbalancen ikke er ligevægtig.
Jeg kunne skrive meget mere om, hvordan regeringen kan sammenlignes med et kærlighedsforhold. Men i stedet bør man tage stilling til hvad der skal gøres for at undgå vores næste regering bliver rød. Hvad skal vi gøre for at denne fremtidens utro ”kæreste” kommer til? Skal vi bare acceptere vores regerings adfærd, fordi vi føler, der er intet andet vi kan gøre? Regeringen bør træde meget mere varsomt end de har gjort indtil nu, de politiske programmer der har været fremlagt, gode som dårlige, er blevet overskygget af alt for mange personlige skandaler fra politikernes side. Der bør rokeres og skiftes ud i regeringen, og lidt frisk luft hos de konservative mener jeg heller ikke ville være til nogen skade.
Lad os få den personlige frihed tilbage på tapetet, og undgå at der kommer folk til der kun vil såre os på længere sigt. For selv om de røde gerne vil det, så gror træerne ikke ind i himlen, og selvom de gjorde, ville pengene ikke hænge der!