Af Chris Lassen Jensen
I dagens Danmark er socialt ansvar et begreb, som høres tit og ofte, men som næsten ligeså tit og ofte er misforstået.
Det skulle ellers tænkes, at den udprægede socialistiske statsform, var garanten for socialt ansvar, men det er ikke tilfældet. Dette bunder i socialismens tilgang til mennesket.
For socialisten er mennesket ikke socialt – derfor skal det socialiseres. Når mennesket ikke er socialt kan det derfor heller ikke vide bedst hvad, som er rigtigt for mennesket selv. Denne socialisering (som socialistiske sociologier ynder at studere og gymnasieelever læres som selvfølge) skal altså foregå i kollektivet – staten.
Når ALLE skal socialiseres til det rigtige liv, betyder det også, at alle skal hjælpes af staten. Dette medfører to grupper:
1) Den stærke borger. En borger som typisk ville kunne klare sig selv, men som igennem socialiseringen, ideen om ét rigtigt liv, gøres afhængig af staten. Staten sørger for uddannelse, helbred, pension – men også morale. Således skabes velfærdsnarkomanen. Sunde og raske individer, som staten ikke behøver at hjælpe, men som ved hjælp får frataget ansvaret og friheden for deres eget liv. En negativ spiral påbegyndes, og de bliver afhængige.
2) Den svage borger. Borgeren, som behøver hjælp, men på grund af tanken om det rigtige liv opgives. Det rigtige liv om et arbejdende menneske som skal socialiseres. Så snart de hverken kan arbejde eller socialiseres optimalt, opgives de som individer, og bliver ofre for denne kassetænkning. Som kompensation får borgeren smidt penge efter sig. Det er bare ikke hvad der behøves. Den svage borger har typisk brug for respekt. Respekt for, at trods de har mangler og har brug for hjælp, stadig kan bidrage til samfundet. Når en handicappet mand står for enden af et kassebånd i en forretning og pakker varer i USA, udbryder socialisten: EJ! Det er altså alt for galt! Det kan da ikke være et rigtigt liv! – JO! De er ikke hjælpeløse. Deres liv får langt større mening af faktisk at bidrage med et eller andet, på markedsvilkår. De skal have hjælp. Hjælp til selvhjælp. Af respekt.
Af disse to borgere skal staten hjælpe den sidste! Den første borger kan klare sig selv, og jo mere man hjælper, jo svagere og mere afhængig gør man dem. Hvis de bliver svagere og mere afhængige betyder det mere og mere, at de får hjælp, hvorfor de rigtig svage glemmes, da de er et fåtal. ¬Kun de svageste skal have statslig hjælp, og kun hvis samfundet ikke kan mobilisere sig til at hjælpe dem.
For mig er mennesket socialt af natur. Det har ikke behov for at blive socialiseret, da det allerede er socialt (man ser heller ikke laverestående væsner som aber, løver, antiloper har behov for at blive socialiseret). Mennesket ved altså bedst selv hvad er godt for det, og derfor ikke påduttes ”det rigtige liv” gennem socialisering. Den brede befolkning er derfor ligegyldig i socialpolitisk forstand.
Det kapitalistiske system anklages tit for ikke at kunne varetage noget socialt ansvar. Dette er jeg fuldstændig uenig i. Det kapitalistiske system fremskynder vilje og evne, og opfylder hele markedet. Der er derfor brug for alle mennesker, og for mig har det kapitalistiske system lige så meget respekt for den handicappede, som pakker varer, som den har for den dygtige direktør. Respekten ligger nemlig i anerkendelsen af man er noget værd. Ikke fordi man er menneske, men fordi man bidrager. I et socialistisk system skal der være lighed, og man belønnes derfor ikke efter evne, men udelukkende fordi man er. Kun tanken om et ”rigtigt liv” kan tilskynde, at den handicappede er mindre værd end direktøren. Dette er manglende respekt for mennesket, og fremmer på ingen måde det sociale ansvar.
Socialt ansvar er derfor først og fremmest mit, min families, mine venners og mit samfunds, og samfundet skal kun bruge staten til at varetage ansvaret i de uoverkommelige tilfælde.