Skrevet af Thorkil Værge
Tager vi udgangspunkt i ejendomsretten og kører dette begreb helt ud i sin yderste konsekvens, så er enhver skatteopkrævning fra statens side tyveri og dermed et groft brud på ejendomsretten. Alle stater i verden krænker altså ejendomsretten, fordi de opkræver skatter, og i mange stater krænkes individets ejendomsret også på andre måder – f.eks. ved at indføre narkotikalovgivning, rygepolitik eller ved at ekspropriere. Dette problem er anerkendt af de fleste borgerlige teoretikere. Hvad er så løsningen på disse grove og konstante brud ejendomsretten? Er det at kæmpe for en verden, hvor stater, som vi kender dem, afløses af private sikkerhedsfirmaer, der leverer en sikkerhed til dem, der betaler for det? Lad os kigge på denne mulighed.
Det Liberalistiske Drømmescenarium
I et sådant samfund vil disse private sikkerhedsfirmaer, der sørger for sikkerheden, have en interesse i at yde så god en sikkerhed som muligt, da dette er det, der vil give flest kunder og størst profit. Der er ingen krav til, hvordan sikkerhedsfirmaerne agerer, da uhensigtsmæssig opførsel vil blive straffet økonomisk af kunderne – de vil finde et andet firma. Kunderne kan altså frit vælge mellem sikkerhedsfirmaer, og denne konkurrence på markedsvilkår vil sørge for, at de bedste sikkerhedsfirmaer (bedst til at yde sikkerhed, billigst, etc.) vil få flest kunder, og dermed vil den almene sikkerhed blive øget igennem fri konkurrence. Denne liberalistiske forestilling om staters opbygning bygger altså på sikkerhedsfirmaers incitament til at yde sit ypperste for at skabe sikkerhed til sine kunder. Men hvordan kan et sikkerhedsfirma skabe bedst sikkerhed for sine kunder? En meget vigtig forudsætning for firmaets evne til at skabe sikkerhed er, at kunderne bor på et geografisk afgrænset område, og at der kun er ét sikkerhedsfirma inden for dette areal. En anden forudsætning er, at sikkerhedsfirmaet til en vis grad begrænser de våben, som kunderne, der benytter sig af firmaet, har. Det vil være umuligt for sikkerhedsfirmaet at opretholde et ordentligt sikkerhedsniveau, hvis alle borgere kunne få lov til at tage atomvåben eller dødelige smitsomme sygdomme med ind i det geografisk afgrænsede område, hvor sikkerhedsfirmaet yder sikkerheden. Vi kan altså plausibelt argumentere for, at disse sikkerhedsfirmaer skal opretholde en vis kontrol med de redskaber, borgerne bruger over for hinanden. Dette vil kræve love og redskaberne til at udøve disse love – et politi, der har ret til at udøve vold for at sørge for, at lovene bliver overholdt.
Stater og sikkerhedsfirmaer
Men minder dette scenarium ikke meget om de stater, vi lever i i dag? Lighedspunkterne er, at vi har et geografisk afgrænset område, hvor staten nedsætter nogle love. Vi har ligeledes stater, der kan håndhæve disse love ved, i sidste instans, at udøve vold for at sikre sig mod brud på lovene. Vi har endda som borgere (i de fleste lande) lov til at skifte stat, da vi jo bare kan flytte, hvis vi f.eks. ikke er tilfredse med prisen, det koster, at bo i staten (læs: skattetrykket). Hvis stater tillader sine borgere udrejse, så har vi altså til en vis grad fri konkurrence staterne imellem.
Der er tre forskelle mellem vores ‘Liberalistiske drømmescenarium’ og nutidens stater:
1: Nutidens stater ejes ikke af aktionærer eller nogle, der tjener penge på at staten klarer sig godt.
2: Vi bliver født som statsborgere i et land, og der vil for de fleste mennesker derfor være et naturligt land for dem at slå sig ned i.
3: Man melder sig ikke ind i en stat, men i stedet bliver man nødt til at melde sig ud af den ved at flytte.
Lad os tage spørgsmålene et ad gangen:
1. Nutidens stater ejes ikke af aktionærer eller nogle, der tjener penge på at staten klarer sig godt.
Problemet er her, at fraværet af ejerskab ikke giver staterne det samme incitament til at klare sig godt i den globale konkurrence, som det ville have gjort, hvis aktionærer havde tjent penge på overskud i statskassen. I stedet har vi politikere, der gerne vil genvælges, og dette kræver en vis grad af succes i politikerarbejdet. Ligeledes har vi hos mange politikere og vælgere en vis grad af fædrelandslandskærlighed, der fordrer en interesse i at lede landet så godt som muligt. Og politikerne er også interesseret i at efterlade sig et så godt ry som muligt. Vi kan altså til en vis grad konkludere, at det fraværende incitament ved ejerskab af staten erstattes af andre former for incitamenter.
2. Vi bliver født som statsborgere i et land, og der vil for de fleste mennesker derfor være et naturligt land for dem at slå sig ned i.
De fleste mennesker flytter ikke fra det land, de bliver født i, enten pga. familie, fædrelandskærlighed, venner eller arbejde. Men vil det ikke også være sådan i ‘Det liberalistiske drømmescenarium’, hvis de geografisk afgrænsede områder er store nok, så vil det for de fleste være naturligt at blive boende i det sikkerhedsfirma, hvori man er født. Af samme grunde, som vi bliver boende i den stat, hvori vi er født.
3. Man melder sig ikke ind i en stat, men i stedet bliver man nødt til at melde sig ud af den ved at flytte.
Hvis vi accepterer forudsætningen om, at sikkerhedsfirmaer bliver nødt til at være geografisk afgrænsede, så er dette en nødvendighed. Man kan ikke bo og opholde sig i et sikkerhedsfirma uden at nyde godt af dets sikkerhed, og ligeledes bliver man nødt til at overholde lovene for at sikkerhedsfirmaet kan opretholde sikkerheden. At sikkerhedsfirmaer bliver nødt til at være geografisk afgrænsede. har altså den uheldige konsekvens, at vi som borgere bliver meldt ind i en stat uden at spørges. Dette er en nødvendighed.
Konsekvenser for staters ageren
Det er vigtigt at understrege, at dette nye billede på staterne ikke kræver en holdningsændring eller en global revolution for at være interessant. Vi ser allerede i dag eksempler på, at stater fungerer som private sikkerhedsfirmaer, der operer på et frit marked, hvor det gælder om at tiltrække kapital og arbejdskraft for, at samfundet og staten kan blive rigere. Vi ser gamle østbloklande indføre flad skat og lav virksomhedsskat for at være konkurrencedygtige: http://www.csmonitor.com/2005/0308/p01s03-woeu.html
Konsekvenserne af denne frie konkurrence efter udenlandske investeringer og arbejdskraft er enorme. Så længe stater tillader borgere og kapital at rejse ud af landet, vil en global konkurrence staterne imellem være mulig, og dette vil, efter markedsøkonomiske principper sørge for, at de bedste standarder for ledelse af stater bliver udbredt.
Dog betyder det jo ikke, at alle borgere vil træffe et bevidst og velovervejet valg, om hvor de vil slå sig ned, men hvis blot 5 pct. af de mest ressourcestærke borgere flytter ud af et land, fordi der er for dyrt at bo (læs: braindrain i Danmark), vil dette tvinge stater til at indrette sig mere attraktivt for at holde på sine ressourcer.
Legitimitet
Jeg har kaldt dette indlæg ‘Den nye legitimitet’, fordi det eneste krav, som stater skal opfylde for, at denne globale konkurrence finder sted, er at de tillader egne borgere at flytte ud af landet, og at de opfører sig forudsigeligt, dvs. regerer i overensstemmelse med egne love. Disse to forudsætninger er i min optik nok til, at stater kan kalde sig legitime, for hvis man ikke kan lide den måde, staten er indrettet på, så kan man jo bare flytte. Ligesom sikkerhedsfirmaer i ’Det liberalistiske drømmescenarium’ kan tillade sig at indrette sig på, hvilken som helst måde de ønsker, kan stater gøre det samme, blot de tillader udrejse og holder sig inden for lovens rammer. Det skal dog siges, at hvis borgerne i staten ikke er rige nok til at flytte, så gælder der strengere krav for legitimitet.
Der er mange aspekter, man kan tage fat på i analysen af denne måde at betragte stater på. Vi kan f.eks. overveje, hvem og hvor mange, der vil flytte ud af staterne, hvilken rolle nationalisme/fædrelandskærlighed vil spille, hvilken rolle demokratiet kan have i denne nye måde at anskue verden på, og konsekvenser for udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Men hvis man accepterer denne måde at anskue staters ageren på, så bliver hele politikbegrebet brudt ned, da politik og ’sikkerhedsfirma-ledelse’ bliver et og samme begreb. Politik kan altså i denne optik udelukkende reduceres til et spørgsmål om god virksomhedsledelse. Konsekvenserne for al politisk debat er enorme.