Den Konservative Højborg

Danmark er et samfund fyldt med mange forskellige individer – heldigvis.
Vi har forskelligt udseende, forskellige meninger og forskellige vilkår – og heldigvis for det.

Den konservative tanke synes jeg netop giver plads til forskellighed. Vi kan nemlig tolerere en hel del, også selvom det ikke er noget vi selv har lyst til at være en del af.

For eksempel har jeg vitterligt ikke noget i mod homoseksuelle, de skal helt klart have lov til at leve som de har lyst til – men derfor har jeg stadig ikke selv lyst til at være en del af de aktiviteter, der nok følger med homoseksualitet.

På samme måde skal man have lov til at have de meninger man føler er rigtigt. Jeg kan igen være uenig på mange niveauer, men det eneste jeg har lov til, er at argumentere for mine egne holdninger – jeg skal ikke underminere din personlige frihed, ved at påtvinge dig nogle holdninger du ikke tror på.

Det er jo netop fantastisk at vi kan have forskellige holdninger til nogle ting, og dermed udvide hinandens horisont ved diskussion.

Men desværre har mange venstreorienterede ikke fanget denne pointe – netop at der skal være plads til forskellige meninger. Også selvom man ikke nødvendigvis selv er enig.

Men trods det har venstrefløjen nærmest patent på ordet forskellighed? Det giver jo ikke mening. Men gennem velovervejet spin, har man fået drejet lovovertrædelser til et tilsyneladende positivt aspekt af mangfoldighed i et samfund.

Men socialisterne har netop ikke plads til den forskellighed de prædiker. Man har kun lov til at være anderledes end dem, så længe man mener det samme som dem, og går klædt som dem – men hov? Så er der jo slet ikke tale om forskellighed længere!

Socialisterne vil påtvinge dig deres meninger og deres fællesskab. Hvis nødvendigt, så gerne gennem vold. Og det er her min boble springer. Min overbevisning siger mig, at de må mene hvad de selv synes bedst. Jeg kan så forsøge at argumentere for min egen sag verbalt. Men jeg tyer ikke til vold. For når man tyer til vold (eller bare trusler om samme) er det ikke længere et frit valg, og meninger skal være et frit valg!

Den dag socialisterne får lov til at bestemme hvad vi skal mene, har vi bevæget os hen imod et samfund som USSR eller DDR (som en SUF’er jeg talte med forleden, fremhævede som et fantastisk samfund?!). Det er et samfund uden plads til forskellighed. Et samfund uden frihed.

Derfor skal min opfordring lyde: tag debatten op om forskellighed! Lad dig ikke kue af røde trusler. Argumentér for din sag – argumentér for frihed.
Lad de røde om at ty til vold og trusler. Vi kan opnå noget langt bedre gennem saglig debat.

Den dag vi opgiver debatten, opgiver vi samfundet.

Af Christian Tingleff

Landsrådet er veloverstået og vi har igennem 2 dage, diskuteret en masse politik. Men hvor meget var ren ideologi og var meget ”praktisk” politik.

Ideologier er en gammel tankegang, som går mange år tilbage. Ideologier ligger selve fundamentet for, hvor folk placerer sig politisk. Men bruger folk i dag ideologierne til, at danne sit politiske synspunkt? Mange i KU og ungdomspolitiske organisationer vil nok, da unge som engagerer sig i ungdomspolitik, må have en hvis interesse i at forstå deres ideologi. Men ville en gennemsnitsdansker bruge ideologien til, at danne sig sin politiske mening? Svaret på dette ville nok være nej. Individet vil nok, sætte sit kryds ud fra, hvilket holdninger der kommer under valgkampen eller enkeltsager mellem de ca. 4 år, før der er valg igen. Man kunne kalde dette praktiske eksempler, da det er noget individet oplever praktisk i sin hverdag, noget man ønsker praktisk forbedret. Dermed er det ikke ideologien man sætter sig ind i, når man sætter sit kryds, men eksempler fra ens hverdag.
Nogle praktiske eksempler er dog, udsprunget af ideologien såsom konservative går ind for lavere skat, da vores udgangspunkt er, at når man sænker skatten på arbejde skabes der mere dynamik og at folk videst muligt, selv skal kunne råde over deres løn. Min pointe er dog bare, at det ikke er ideologien man sætter sig ind, man sætter sig ind i de praktiske eksempler fra hverdagen. Med andre ord sætter man sig ikke ind i teorien, man forholder sig til det rent praktisk.

Indlægget på bloggen ”Politi! Staten stjæler fra min pung!” og især debatten derefter beskriver min pointe meget godt. Debatten kommer til, at dreje sig om, hvorvidt staten skal kunne tage sig af folkeskolen eller samfundet selv kan oprette skoler. Folk der kigger på denne debat ude fra, vil aldrig kunne se idéen i, at samfundet selv skulle kunne oprette privatskoler, da folk ikke er nok inde i teorien/ideologien. Folk vil i stedet se det ud fra, et praktisk synspunkt om, at dette aldrig ville kunne lade sig gøre. Hvis folk derimod, havde sat sig ind i ideologien, ville folk måske bedre kunne forstå denne tankegang. Det er derfor jeg mener, at ideologier ikke kan bruges fuldt ud praktisk i dag, da folk danner meninger udelukkende fra medierne og enkeltsager. Et andet eksempel er, når individet omkring skattereformen, udelukkende kan se den er social skæv ud fra et rent praktisk synspunkt og ikke ud fra et teoretisk synspunkt.

Derfor skal vi, i KU, passe på med, at udelukkende følge vores ideologi på politiske forslag. Vi må nogle gange gå på kompromis med vores ideologi, da ideologien ikke altid, passer sammen med den faktiske virkelighed. Eksemplet er: Overvågning er farligt, da det krænker min personlige frihed ud fra et ideologisk perspektiv. Det kan da godt være den krænker den personlige frihed, men rent praktisk fungerer overvågning, da praktiske eksempler fra udlandet viser, at kriminaliteten falder. Derfor skal ideologien ikke være en hæmsko for, at sænke kriminaliteten i København.
Den gennemsnitlige ”dansker” er ikke inde i ideologier. Derfor skal ideologierne ikke altid, være en hæmsko for, at vi kan føre ansvarlig og faktuelt rigtigt politik. Jeg vedkender mig dog, at ideologien danner rammen for det politiske synspunkt, men kan og skal ikke bruges i alle sager.

Det var et herligt KU møde!

I Danmark er vi blevet en slave af EU og dens mange fjollede regler, som igennem tiden har hobbet sig op. En af disse regler er reglen om snus. Som reglerne er i dag må man nemlig ikke sælge snus i portioner i EU med undtagelse af Sverige, som fik lavet en særregel, da de indtrådte i EU. Men det er fuldt lovligt at sælge løs snus. Man må også gerne producere snus og købe snus – løs som i poser – over internettet for derefter at få transporteret det tilbage til Danmark. Men man bryder altså reglerne hvis man køber snusen pakket ind i en lille pose nede i den lokale kiosk. Mange trækker på deres skulder, når de høre om denne regel – og tænker ”hvad så”! Men sådan må vi ikke tænke. Er sikker på at det ville vække en del hovedrysten hvis man pludselig forbød te i poser – men fortsat måtte købe løs te. Så vil det blive kaldt vanvittig latterlig og få såvel tedrikker, som ikke te-drikker op af sofaen.

Først kan man tag argumentationen op omkring det sundhedsskadelig ved Snus – og at det skal være grunden til at man har gjort det ulovligt. Igen er det det samme ved begge produkter. Man kan måske sige at løs snus er en lille smule mere sundhedsskadelig end portion snus fordi chancen for at sluge noget af er lidt større ved det løse snus. Men ren indholdsmæssig er det det sammen. Hvis man så sætter det op imod rygning – som man jo ofte gør da det indeholder nikotin – så er snus er ca. 60 % mindre skadeligt end rygning ifølge svenske undersøgelse udført af et EU snusudvalg. Derudover kan man se på passiv rygning – som hvert år tager livet af lidt over 1000 dansker ifølge Kræftens bekæmpelse – når det kommer til snus undgår man hel passiv rygning sundhedsrisikoen. Så der må siges at være et plus på den konto.

Men selvom snus både er 60 % mindre skadeligt og ikke udsætter uskyldige mennesker for passiv rygning – så er det naturligvis stadig skadelig. Ifølge Kræftens bekæmpelse er der større risiko for kræft i mundhulen og i læberne ved daglig brug af snus.

MEN det er her at vi som konservative må slå i bordet og råbe ”frihed til at træffe vores egne valg”. For så længe det ikke går ud over andre mennesker – som passiv rygning gør – hvorfor skal snus helt overordnet så forbydes???? Må vi ikke have lov til at have valget og blive oplyst omkring faren for derefter at træffe vores eget personlige valg. Alting er farlig i større mængder og mange af de ting som er lovlig i DK kan man også blive afhængig af. Her tænker jeg specielt på tobak i alt almindelighed samt alkohol.

Personligt har jeg taget denne diskussion med en minister – hvis navn selvfølgelig vil blive undladt – og denne sagde at man ikke vil være med til at forbyde noget der er sundhedsskadelig. Man vil jo heller ikke have lovliggjort tobak i dag – hvis det var nyt sagde personen. Til dette kan man kun ryste på hovedet. For hvorfor skal et ministerium ind og gør sig til herre over hvad der er sundt og ikke sundt! Det må igen være op til det enkelte menneske at tag ansvar. For så længe at man ikke dør ved indtagelse eller udsætter andre mennesker for fare ved indtagelse, så må man selv træffe et valg.
Derfor mener jeg at man skal tillade både portion og løs snus. For det første fordi der ingen forskel er på de to produkter og derfor er det fuldstændig vanvittig at gøre forskel – og for det andet fordi at vi danskere skal have et valg. Valget skal ikke bare fjernes fordi at man ikke vil have tilladt cigaretter nu – som man gjorde i tidernes morgen. Hvis snus ikke skal tillades – så burde vi også bare forbyde cigaretter nu hvor vi er så godt i gang. Hvilket efter min mening vil være et samfund hvor ansvar og frihed fuldstændig bliver overset.

En typisk situation i en dansk folkeskole:
Lærer Peter holder skole-hjem-samtaler, hvor han møder forældrene og diskuterer deres børn – en hver lærers mareridt. Ind af døren kommer Marianne og Karsten, som er forældre til Simon. Simon er en frisk og rørig dreng, som elsker at spille fodbold og har mange venner i skolen. Til gengæld klarer han sig ikke særlig godt i timerne. Han kan ikke finde ud af at sidde stille, og hans attitude er mest af alt, at han ikke gider være der, hvilket tit resulterer i larm og ballade. Peter forklarer Marianne og Karsten, hvordan han ser på situation. Simon ér en sød dreng og han klarer sig fint med vennerne, men han skal lære at sidde stille i timerne. ”Hvordan har du så tænkt dig at løse det?” spørger Marianne og Karsten. Peter, som har lært, at man altid skal forsøge at nå så diplomatiske løsninger som muligt, mener ikke, det er hans ansvar – Simon må jo opdrages til at omgås andre hjemmefra. Peter er kun 34, og er af den pædagogiske skole. Resten af samtalen består i, at Marianne og Karsten angriber Peters evner som lærer, og hvordan de forventer, Simon klarer sig bedre til næste samtale – ellers går de til rektoren med sagen.

Er det nu også retfærdigt? Er det virkelig meningen, at skolen skal sørge for, at Simon sidder stille og lytter med, eller er det Peters ansvar, at opdrage sine elever til at opføre sig ordentligt? For mig er det selvsagt, at al opdragelse skal og bør foregå i familien. Også det, som ikke er så nemt; det, som betyder, man faktisk skal være forælder og ikke bare en legekammerat.

Hvorfor skulle man som forælder ikke også ønske det? Børn må være den største præstation, man kan gøre i livet. Præstationen stopper bare ikke, når barnet er født. Børn kommer ikke ind i verden som fuldbragte og fornuftige mennesker. De skal opdrages til at omgås mennesker. De skal lære hvad der er bedst for dem og hvad ikke er. De skal lære hvad, der er rigtig og hvad, der er forkert. Denne opgave skal og må være forældrenes ansvar. Som et fornuftigt voksent menneske synes det direkte åndssvagt at ønske at overlade dannelse og opdragelsen af ens barn til andre. En sådan total indifference er da vildt skræmmende! Bemærk, at der ikke er tale om undervisning, dvs. tilegnelse af ny viden og nye færdigheder, men om dannelse og opdragelse. Som konservativ ville jeg da ikke overlade mit barns dannelse og opdragelse – dvs. livssyn – til en socialistisk lærer.

Alligevel ses det gentagende gange i det danske skolesystem. En stor del af forklaringen hertil ligger i, at forældre anser deres børn for prinser og prinsesser. Danskerne får færre og færre børn, og barnets værdi stiger således. Forældrene ønsker det bedste for deres barn, og børnene får mere og mere, og får færre og færre rammer – hvordan siger man nej til sit eneste barn? Forældrene lever gennem deres børn og kan ikke se deres fejl. Derfor mener de ikke, at det kan være barnets eller deres fejl, at der er noget galt i skolen. Desværre betyder det bare, at deres børn ender med at have et helt forskruet billede af verden. En verden, hvor alt falder ned i deres skød. En beskyttet verden ulig den virkelige.

I virkeligheden handler dette om, at familien bliver undergravet af staten. Det bliver statens ansvar at sørge for barnets opdragelse og dannelse. Barnet har brug for ”socialisering” igennem det offentlige. For mange sociologer er det interessant at bemærke disse ting, men løsningerne på dem er mere statskontrol og mindre ansvar i familien.
Hele denne tankegang har bund i socialismens tilgang til mennesket. Det er sin natur ikke social og skal socialiseres. I og med familien ikke kan tage den rolle i et socialistisk samfund, fordi det er fællesskabets, som ved bedst, må barnet nødvendigvis opdrages i de statslige instanser. Som konservativ kan man ikke andet end væmmes ved tanken om at skulle masseopdrage individet, og tilsidesætte familien.

Det allerværste er, at alt imens forældrene indirekte er med til at undergrave familien, så skal deres uopdragede og overbeskyttede prinser og prinsesser kæmpe hele deres liv med en forkert indstilling til livet, som kun er dem til ulykke.

Af Annemette Simone Møller

I forbindelse med den nye skattereform hvor sukkerafgifterne øges og hvor der indføres en afgift på mættet fedt i mejeriprodukter (undtagen mælk) og olier på 25,00 kr. pr. kg undres jeg:
Hvorfor straffe dem der lever usundt i stedet for at belønne dem der spiser sundt og motivere flere til en sundere livsstil?
I så mange andre tilfælde er man næsten lige enige om at straf intet hjælper, hvorfor skulle straffen så hjælpe her?

Hvad tænker man som forbruger, der står supermarkedet i dag?
,,Jeg vælger en bakke fedt hakkekød og kartoffelmospulveret fordi, det har jeg mere lyst til end kyllingebrystfiletterne og de friske, økologiske grøntsager…’’.
Sådan er det vel de færreste der inderst inde tænker, selvom nogle sikkert forsøger at overbevise sig selv om dette.
Jeg mener at man hellere burde motivere danskerne til at købe sundt i stedet for at tvinge dem. Mange fravælger i dag de sunde fødevare især de økologiske pga. den høje(re) pris.

Dette er jo også en debat i sig selv, for hvad er sundhed? Personligt vil jeg mene at det er ,,den gyldne middelvej’’ eller ,,alt med måde’’. De kommende afgifter gør fødevare der indeholder mættet fedt til de ubestridte syndere. Men prøv at se det i et større perspektiv. Skader det at stege i en klat margarine? Det tror jeg ikke, men jeg ved at man med de nye afgifter risikere en lukning af Danmarks største margarinefabrik, der som en direkte følge af afgiften vil få en ekstraregning på et trecifret millionbeløb.
Hvis man som forbruger i krisetider er nødt til at få enderne til at hænge sammen, nytter det ikke at det skal være dyrere at få smør på brødet.
Der er jo ingen (jeg endnu har mødt) der spiser en pakke margarine til en tier som frokost eller mellemmåltid. Langt nemmere går det med halvdelen af en pakke toast til 4,25 sammen med en æske pålægschokolade. Derfor tror jeg ikke på virkningen af de nye fedtafgifter.

Er det det værd? Er det den måde man forsøger at løse ”fedmeepidemien” på?
Jeg tror ganske enkelt ikke at det virker, i hvert fald ikke på en positiv måde.
I Danmark betaler vi i forvejen uforholdsmæssigt mange afgifter, så der burde være råd til at sænke dem på enkelte grupper af fødevare så som frugt & grønt og magert fisk & fjerkræ. Det vil motivere danskerne til en sundere livsstil.

Kilder:
Denmark-online.dk, SKAT.dk, Buisness.dk, Miljoestyrelsen.dk, erhvervsbladet.dk

Enkelte afsnit er baseret på mine personlige erfaringer som kassemedarbejder samt mit frivillige arbejde i DGI for børn med tendens til overvægt.

Af Steffen Mølgaard Hansen

”Den krævende velfærdsborger gør sig stadig mere gældende.” Sådan beskrives situationen for den danske velfærdsstat. Men hvor langt skal vi ud, før vi indser, at forventningsklemmen til velfærdsstaten er urealistisk stor?

Vi lever i et Danmark, hvor mere vil have mere, og hvor socialister påstår, at vi kan gøre krav på alt. Vi lever i et Danmark, hvor forventningerne til velfærdsydelser stiger og stiger, og hvor opbakningen til velfærden aldrig har været større. Men vi lever også i et Danmark, hvor vi glemmer at tage ansvar for den videre udvikling.

Som danskere vil man hellere brokke sig frem for at tage ansvar for sin egen elendighed. Dette er der talrige eksempler på – F.eks. når folkeskolen holdes ansvarlig for at eleverne dagligt skal have et sundt måltid. – Hvor er vi henne, når det er et statsligt anliggende, at elever skal have sund kost i skolen? Hvor er vi henne, når forældrene forventer disse ydelser, fordi de ikke selv vil smøre en sund madpakke til deres børn?

Forventningerne til velfærdsstaten er så store, at det kan være svært at bremse udviklingen. Maden i folkeskolerne er en ud af mange eksempler på, hvordan man vil gøre krav på ydelser uden at se det i en større sammenhæng. Vores stat kan ikke blive ved med at forsyne befolkningen med deres krav, men den bliver nødt til at sætte en stopper for forventningsklemmen.

Vi lever i et samfund, der udelukkende afspejler socialisternes frihedsprincipper. For en socialist er det nærtliggende at sige, at frihed er, når vi som borgere kan gøre krav på forskellige ydelser. Men er frihed i virkeligheden ikke, når vi som borgere har muligheden for at opnå forskellige ting? – Hvis jeg nu ikke kunne smøre en sund madpakke til mine børn, har jeg jo mulighed for at købe en sund madpakke, det behøves på ingen måde at være et statsligt anliggende.

Som konservativ mener jeg, at ”ægte” velfærd er, når samfundet hjælper de svageste, når vi har råd til at opretholde lov og orden, når vi kan have en velfungerende sygesikring og et uddannelsessystem i verdensklasse. Problemet er bare, at andre velfærdsydelsers omkostninger betyder disse ”ægte” velfærdsydelsers undergang, da udgifterne til andre velfærdsydelser stiger og stiger. Hvis ikke der sættes en stopper for omkostningsstigningerne til de massive velfærdsydelser, må det i sidste ende nødvendigvis betyde velfærdssamfundets undergang.

Hos befolkningen nyder velfærdsstaten massiv opbakning, det nytter bare ikke, når den til sidst ikke er til at finansiere. For så kan vi ikke komme af med den. Vi så jo bare, hvad der skete med Poul Nyrup Rasmussen i hans forsøg på at ændre på efterlønnen. Hvordan kan det være, at danskerne lader sig blænde af nuet uden at skænke fremtiden en tanke? Hvis danskerne bare tog en smule mere ansvar for deres omgivelser, og ikke lod dette ansvar overtrumfes af ”jeg vil have mere”, så kunne vi i fællesskab opbygge en stat med fokus på ægte velfærd, frem for at udsætte den ægte velfærd for et forventningspres, der i sidste ende betyder den ægte velfærds undergang.

Kilder:
Jacobsen, Benny og Jacobsen, Janus Gaarsmand – Velfærdsstatens mange liv – Columbus 2004