Dansk politik er visionsløst og indretter politik efter dagens emner, i stedet for at arbejde målrettet mod løsninger på længere sigt, skriver formand i Konservativ Ungdom, Lasse H. Rasmussen og langer kraftigt ud efter regeringspartneren i Venstre.
For lidt over et år siden udkom Mads Qvortrups bog: ”Fogh, Krag, Schlüter og Stauning”. Bogen skildrer de fire tidligere danske statsministre, som Qvortrup mener, er de største statsmænd i dansk politik. Man kan mene om de fire herrers politiske overbevisning, hvad man vil, men kendetegnende er, at de vidste, hvor samfundet skulle hen, og de turde sætte kursen derefter. Det er Qvortrups pointe. Og den er svær at sige ham imod. Om retningen var den rigtige, kan man så altid diskutere.
Hvor er visionerne i dagens Danmark?
Men visioner og statsmænd – det er helt sikkert noget, der mangler i dagens Danmark. Det er kendetegnet ved Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, der udtalte at: ”Politik er at finde løsninger på konkrete problemer, og det skal man passe på med at blande sammen med langsigtede visioner”.
En kommentar, der nærmest fortjener en applaus for sit egentlige udtryk om dansk politiks triste stilstand, hvor man lever kortsigtet frem for langsigtet.
At det er Peter Christensen og Venstre, der udtrykker sig i baner, hvor man dræber visionære tanker til fordel for regeringsmagten og hovsa-løsninger, er i denne sammenhæng ligegyldigt. Men om nogen er Venstre partiet, der har kastet sine visioner og ideologiske værdisæt over bord for at indtage en position, hvor man kan ”instant-formulere” sin politik og formulere nye lovforslag. Med andre ord, så kan man indrette dagens politik efter den aktuelle folkestemning – med ganske kort varsel og altid fra dag til dag.
Sørgeligt nok for dansk politik er oppositionen helt med på den samme vogn. Det ses meget tydeligt med eksempelvis kampagnen om ”12 minutters ekstra arbejde om dagen”, som er et så håbløst naivt forslag til en løsning den af økonomiske krise, at det får idéen om at tisse i bukserne for at
holde varmen til at ligne noget, der kunne indbringe en Nobel-pris.
Er det farligt at have visioner?
Men sådan er de aktuelle meldinger fra de to største partier i landet. Og desværre lader det til at danne mode for de øvrige partier, for udover små ustrukturerede pip fra Konservative og Liberal Alliance er det temmelig småt med de visionære udmeldinger – for nu at sige det diplomatisk.
Men ville det virkelig være så farligt at sætte nogle visioner for sit parti og arbejde efter dem? At lægge en klar strategi for, hvor man ville hen, og så knokle benhårdt for at komme dertil? Ville det virkelig skræmme vælgerne langt væk, hvis man nu sagde til dem, hvad ens langsigtede mål
var?
Hjælp dem, der har brug for det
Der er ellers nok at kæmpe for og langsigtede udfordringer at tage sig af.
Et eksempel på dette er bl.a. andelen af ældre i det danske samfund, der skal forkæles på efterløn og folkepension. En andel, der er stigende. Dermed bliver der stadig flere, der skal væk fra arbejdsmarkedet og færre til at forsørge dem. Evner de danske politikere ikke at tage denne udfordring seriøst, går der ikke mange år, inden den danske ”velfærdskage” er reduceret til en ”velfærdskiks”.
I tråd med en afvikling af folkepensionen, efterløn, børnechecken og SU´en burde man som ansvarlig politiker i langt højere grad sætte fokus på, hvordan man hjælper de svageste i dagens Danmark. Altså de borgere, der har reelt brug for hjælp i dagligdagen; psykisk syge, fysisk nedslidte, udsatte børn, de handicappede, hjemløse m.m..
Det er desværre grupper i det danske samfund, der ikke er særligt mange stemmer i. Derfor bliver de let overset i dagens debat, og i stedet parkeret på en tilfældig institution eller overførselsindkomst.
Der er jo snart folketingsvalg…
Inden for de næste godt 16 måneder skal vi have et nyt folketingsvalg, hvor det skal besluttes hvem, der skal lede Danmark mod bedre tider. Til den tid kunne man håbe på, at der kom flere visioner på bordet og et større fokus på rigtig politik, frem for hurtige løsninger og kampagneslogans.
Lykkes det, ville det måske være muligt for Mads Qvortrup at skrive en ekstra statsminister til sin føljeton over de største politikere i dansk politik.
Men sker det? Jeg tvivler…