Læs også om KU’s afsløring af elevbevægelsens organiserede hærværk
Da jeg sammen med en mindre flok KU’ere her til morgen var draget til Nærum Gymnasium efter en invitation for at opfordre eleverne til ikke at blokere skolen i forbindelse med de påståede nedskæringer, blev jeg mødt af en elevrådsformand og en rektor, der først nægtede mig ordet og dernæst smed mig ud, fordi jeg ikke var elev på skolen.
Dette til trods fik en DGS-repræsentant (billedet), der heller ikke er elev på skolen, lov til at propagandere for en blokade – efter en anden salgstale leveret af en elev. Ingen måtte tale imod bortset fra en kort kommentar om, at det gav fravær.
Gymnasieeleverne fik altså aldrig leveret budskabet om, at nedskæringerne er det pure opspind inden afstemningen, og måske derfor stemte hele 47,86 % for at blokere skolen for deres kammerater og lærere – skræmmende tæt på, at flertallet ville sådan.
KU tager afstand fra elevrådets og rektorens politiske favorisering af en blokade og bringer hermed landsformandens tale, som frit kan kopieres og holdes til morgensamlinger rundt om på landets gymnasier imod lignende blokader:
Kære venner!
Jeg er kommet i dag for at opfordre jer til lade være med at lave en blokade af skolen.
Ikke kun fordi, det er jeres egen uddannelse, at det går ud over, når I og jeres kammerater mister undervisning, men også fordi, I er for intelligente til at stille jer op i rækken af velfærdshystader og kræve – sammen med Dansk Folkeparti og venstrefløjen, der lover bedre vilkår til de ældre, når de er på besøg på plejehjem, højere løn til offentlige ansatte på offentlige arbejdspladser og flere penge til gymnasieeleverne, de står herude.
Uden finansiering – uden tanke for, at lover man noget ét sted, skal man finde pengene et andet sted.
Faktum er, at vi har verdens dyreste gymnasier og verdens højeste SU, men derfor vil jeg naturligvis ikke være med til at der sker drastiske nedskæringer.
Det bliver påstået, at der skæres 90 mio. på dette års finanslov.
Jeg må sige det ærligt til jer: Det er ren og skær ’hokus pokus økonom’!
Da gymnasierne overgik til selveje afsatte regeringen ekstraordinært 55 mio. kr. til at dække administrationsudgifterne i denne forbindelse. Dette var altså et engangsbeløb på finansloven 2007.
Det svarer til, at virksomheder vælger at renovere sine bygninger for et beløb ét år – det gør jo ikke, at man sætter driftsudgifterne op med samme beløb hvert år med et tilsvarende beløb.
Dernæst så har et stort flertal i Folketinget bestående af Konservative, Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkepart påbudt gymnasierne at effektivisere deres indkøbsordning, ligesom man har gjort på handelsskolerne. Her kan hentes 18 mio. kr. årligt.
Til sidst så er det sådan, at udgifterne pr. elev falder – både fordi lærerne bliver yngre og derfor får en lavere løn – men også fordi det jo ikke bliver dyrere i lokaleudgifter, varme, el, pedellønninger og så videre, når der kommer flere elever.
En stor del udgifter er faste og afhænger ikke af antallet af elever.
Når dette tages med, er der faktisk et lille plus på det afsatte beløb i år i forhold til sidste år – og altså ikke en nedskæring!
Nu skal I jo ikke tro på alt, hvad I hører – hverken fra mig eller DGS, derfor vil jeg også opfordre jer til at gå ind på uvm.dk, hvor økonomerne i undervisningsministeriet har regnet på tallene og dokumenteret, at der ikke sker nedskæringer.
Så pas jeres skole, lad være med at tro på alt hvad I hører – og stem imod blokaden!
