
Planen havde ligget på bordet i et par måneder, men desværre blev en test af demokratiet i Ungdomshuset ikke realiseret i går aftes.
Konservativ Ungdom ville i går, sammen med Venstres Ungdom, besøge mandagsmødet i Ungdomshuset for at teste om brugerkontrakten, der skal sikre lige adgang til Dortheavej 61, blev overholdt.
”Vi ville fremsætte forslag om en fælles talsmand, så man kan placere et ansvar og om, at man skulle betalte erstatning til de mange tusinde mennesker, der led tab under de autonomes hærgen af Nørrebro, men de autonome sendte sms-kæder rundt og fik samlet cirka 200 personer med kasteskyts og slagvåben” forklarer KU’s landsformand Rune Kristensen og fortsætter: ”Venstrefløjen benytter brosten og molotovcocktails som våben, mens vi benytter argumenter. Jeg vil aldrig sætte mine medlemmers liv og lemmer på spil og politiet kunne forståeligt nok ikke garantere for vores sikkerhed.”
”Konservativ Ungdom var imod, at Ungdomshuset i det hele taget blev overdraget til de unge på baggrund af hærværk, vold og trusler – og i går vandt truslerne igen. Nu må politikerne i Borgerrepræsentationen på banen” afslutter Rune Kristensen.
For yderligere informationer, kontakt da Konservativ Ungdoms landsformand Rune Kristensen på 21 40 86 98.