Regeringen er handlingslammet

I går aflyste finansminister Claus Hjort Frederiksen på vegne af Venstre ethvert reformforslag, som måtte komme fra regeringens egen arbejdsmarkedskommission – en dag før kommissionen havde fremlagt sine anbefalinger. I dag følger den konservative politiske ordfører og gruppeformand Henriette Kjær trop og freder på samme måde efterløn m.v. ved at tale imod større omvæltninger på arbejdsmarkedet.

Det er helt forrykt! En ting er Claus Hjort, der som vores tidligere statsministers nærmeste betroede, har været tæt inde på Venstres rygcrawl mod midten i dansk politik, men når et frihedselskende individ som Henriette Kjær, som vi i Konservativ Ungdom agter særdeles højt, laver samme politiske sell out – så er grænsen for regeringens manglende handlekraft nået.

Regeringen har nedsat den ene kommission efter den anden, men ingen af dem har man taget seriøst i regeringskontorerne.

De har fået serveret argumenter på sølvfade fra både skattekommission og velfærdskomision – og nu fra arbejdsmarkedskommissionen – nok til at kunne ændre samfundet i en markant mere frihedsorienteret retning, forbedre velstanden og holde både Helle og Villy væk fra ministertaburetterne.

Det kræver handlekraft og mod at være politiker, og så kræver det, at man tør stå ved sine politiske standpunkter. Begge dele mangler i Claus Hjorts og Henriette Kjærs udmeldinger – og det er skuffende!

Leave a Reply