Den verserende klimakomedie er politik, når politik er værst. Fup og humbug fra ende til anden.
Først er det at forstå, at klimapolitikken er en videreførelse af den lige så falske forureningsdebat, der bredte sig fra de amerikanske universiteter til Europa i 1968. Økologismen var i et og alt en boglig, venstreorienteret opfindelse, et kampmiddel mod kapitalismen – ført frem af oprørske 68-studenter. Samme konfliktmønster løb i sporet i Danmark og andre vesteuropæiske lande. Dog skal efterfølgende bemærkning føjes til: I Europa sprang også de borgerlige politikere på vognen.
Nu har miljøbevægelsen sat menneskeskabt klima på menuen. Stødretningen er den samme. De intellektuelle i klimadebatten angriber de mennesker, som skaber samfundets materielle værdier. Producenterne står for skud. Helt glat går det ikke. Klimaet har nemlig altid ændret sig. Naturen er ikke statisk, men dynamisk. Forandringer i vejrliget er naturlige fænomener. Klimaforbedringer afløses af klimaforværringer, igen klimaforbedringer og videre i den dur. I varmeperioder spirer naturens og kulturens vækstkræfter. Velstanden forøges, og menneskene bliver højrere og fysisk stærkere.
I slutningen af jægerstenalderen steg temperaturen til grader, der trumfer nutidens niveau. Ærtebølletidens samfund oplevede eksotiske dyr ved kysterne, pelikaner og havskildpadder til eksempel. Den efterfølgende bondestenalder er derimod præget af køligere vejr, men bronzealderen oplever sol og varme. I jernalderen bliver det igen koldere. Vikingetid er væksttid. Også i middelalderen står temperaturen på mærkbare forbedringer. Den lille istid gør sig gældende fra 1315 til 1850. Derefter kommer der igen varme i luften.
De nuværende vejrforhold er ganske normale. Udsving i fortiden har ind imellem været anderledes dramatiske. Dagens klimadebat er specielt grotesk, da vi befinder os i en periode med klimaforbedringer. Ikke desto mindre er klimakampagnen i medløb. En treenighed af forskere, politikere og journalister buser på. De danner nærmest en sammenhængende klump. Skellet mellem de tre instanser er noget nær udvisket.
Klimaets bulldozerne ved, at den store løgn lettere glider ned end den lille. Hverdagens mennesker viger tilbage for løgne i gigantklassen. Når Danmarks Radio daglig og uden forbehold prædiker frygt og katastrofer, jamen så er der vel noget om det. Nej, det er der ikke. DR driver politik, og politik er en uetisk affære. Økologismens bannerførere kræver lydighed. Dominanterne forlanger, at der bliver rettet ind, at regningen betales; ellers sker der noget slemt.
Men sådan har overklassen vel altid ageret. Ja, som regel, men ikke altid. I selvejersamfundets epoke blev næringsfriheden respekteret. Ejendomsretten gjaldt som ukrænkelig. Selvejeren var herre over sit eget og sit ejet arbejde. Og de folkevalgte gav sig ikke af med politisk aktivisme. Civilsamfundet blomstrede. Nær mistillid til magt, men tillid til det enkelte menneske! Producenternes æra bød på frihed og selvbestemmelse. Kapitalismens tid var storhedstid.
Klimakomedien er en tabersag. Videnskabens stjerner giver pokker i den politiske sandhed. For dem tæller kun sandheden. Det holder klimaets politikmagere ikke til. Desværre må man nok se i øjnene, at miljøaktivisterne til den tid finder på nye temaer – fyldt med frygt og katastrofer. Men en dag vil en ny ungdom afsløre økologismens bedrag. Det bliver økologismens bane.
Gæsteindlæg af Steen Steensen
www.steen-steensen.dk
